FC Sydvest på besøg hos Skovshoved på lørdag. HH har respekt men tror på sit hold

1024 575 FC SYDVEST 05 TØNDER

FC Sydvest på besøg hos Skovshoved på lørdag. HH har respekt men tror på sit hold

Skovshoved er en bydel i Storkøbenhavn og en del af Gentofte kommune og deres bedste fodboldhold er klar til at tage imod FC Sydvest.

Cheftræner Hans Henrik Andreasen har stor respekt for Skovshoved. ”Ligesom mange af de andre sjællandske hold, så er Skovshoved teknisk gode og vil gerne spille sig igennem,” fortæller han. ”Vi tror selvfølgelig på at vi har nogle muligheder for at drille dem. Men det er et godt hold.”

Hans Henrik Andreasen peger på at Skovshoved i Simon Bræmer har en særdeles farlig angriber. ”Han er en klog spiller der træffer de rigtige beslutninger. Han er dygtig til at presse forsvarsspillerne. Han er bestemt en vi skal holde øje med. Han er en meget erfaren angriber.” Simon Bræmer er mest kendt for sin tid i AAB hvor han sammen med klubben vandt det danske mesterskab i 2008. I ungdomsårene nåede han at spille en række landskampe i diverse aldersklasser blandt andet 6 U21 landskampe. Simon er 35 år og han har scoret 7 mål i denne sæson.

Selvfølgelig er Skovshoved meget mere end Simon Bræmer. Generelt virker det som om det er et godt kollektiv der kæmper sig ud af problemerne.

Skovshoved har haft en meget svingende sæson, hvor de ser ud til at være rigtig gode, når de skal. I grundspillets første 11 kampe samlede de kun 5 points sammen. Men da alt så sort ud, fandt de det gode spil frem og tog 17 points i de efterfølgende 11 kampe.

Kampen mod Skovshoved spilles kl. 14.00  på Skovshoved Idrætspark