FC Sydvest – Et forår hvor fight og matematik får betydning

960 720 FC SYDVEST 05 TØNDER

Arkivfoto

I morgen lørdag starter forårssæsonen for FC Sydvest på Løgumkloster Stadion kl. 15.00 mod Vejgaard. I sig selv en spændende kamp, men spændingen øges af at begge klubber formentlig skal spille kvalifikationsspil, når grundspillet i 2. division er ovre.

FC Sydvest er i den situation at de skal spille kvalifikationsspil, mens Vejgaard i teorien stadig kan nå oprykningsspillet i stedet. Det er dog meget teoretisk.

Der er nok nogen der tænker: ”Betyder det noget om vi vinder eller taber, når vi skal spille kvalifikationsspil alligevel?” Det betyder måske det hele for os hvad vi udretter i de sidste 6 kampe af grundspillet. Reglerne er nemlig at de 6 dårligst placerede hold i hver pulje af 2. division (der skal spille kvalifikationsspil) får points og mål overført fra samtlige kampe mod de øvrige 11 hold i grundspilspuljen. Det er altså ikke kun points fra de indbyrdes kampe mod dem der følger med dem over i kvalifikationsspillet.

Hele denne øvelse kunne sagtens blive til afsluttende eksamensopgave i matematik af en betydelig sværhedsgrad. Men vi er slet ikke færdige med at gøre det svært. I kvalifikationsspillet hvor der så er 12 hold, 6 fra hver af grundspillets puljer skal der nu spilles 11 kampe. De 6 bedst placerede får 6 hjemmekampe og 5 udekampe og de 6 dårligst placerede får 5 hjemmekampe og 6 udekampe. Points og mål fra kvalifikationsspillet  bliver lagt til de points man overførte fra grundspillet.

Endelig rykker nr. 9-12 ned i Danmarksserien fra kvalifikationsspillet. Og nr. 1 fra de 4 Danmarksseriepuljer rykker direkte op.

Jo der er meget på spil i hver eneste kamp, således også de resterende kampe i grundspillet. Så tilskuerne kan godt forvente intense kampe uanset hvem modstanderne er. Kom og støt op om FC Sydvest i deres kamp for at blive i 2. division.