Som forventet var det, her til vores sæsonopstart ikke muligt at gennemføre et træningspas på træningsanlægget i Tønder pga. sne på banerne. "Træningspasset" blev derfor gennemført i klubhuset, hvor forventninger, tiltag og målsætninger for forårssæsonen blev drøftet.
Fremmødt var 14 spillere, og Mikkel og jeg havde til i dag modtaget rigtig mange afbud - så det lover godt. Det var tydeligt at mærke at de fremmødte spillere var ivrige efter endelig at komme i gang igen. Dog har vi pga. det uforudsete vintervejr været nød til at ændre træningsdagene / tiderne en smule.
HUSK AT SE DE NYE ÆNDRINGER FOR OPSTARTSPROGRAMMET UNDER INTERN INFO.
Puljeindelingerne kommer først engang i starten af marts. Jeg forventer at holdene er nogenlunde identiske med de hold vi var i pulje med i efteråret. Dvs. vi kan forvente en pulje, som igen vil være ekstrem stærk, og hvor vi skal være 100% klar til hver kamp.
Vi har i år måttet sige farvel til en spiller. Ruben har valgt at flytte med familien til Vojens, og det er ifølge ham blevet for langt at køre. Så vi vil ønske ham alt mulig held og lykke - desværre for os, men godt for Vojens / Haderslev.
Omkring vores 2. hold, så har vi i år indledt et samarbejde med TSF U17, hvor vi i løbet af foråret langsomt vil forsøge at gøre årgang 93 klar til U19-holdet i FC Sydvest. Det betyder at 93'erne bl.a. vil komme til at spille kamp i U19-2 regi. Mere om det senere.
Derudover kan jeg nævne at vi arbejder med, at vi i moderklubberne i løbet af forårssæsonen holder fælles træningssamlinger for U13-U15, hvor vi vil forsøge at knytte ungdomsspillerne i de enkelte klubber tættere sammen. Det er jo disse spillere der i sidste ende gerne skulle kommer til at udgøre grundstammen på vores 1.hold, både i U19-regi, men i særdeleshed på vores senior 1. hold. Også mere om det senere.