Kampen mod Team Vest blev vundet med cifrene 5-2 – en kamp, hvor vi må sige at vi kendte vores besøgstid.
Første halvleg var en halvleg, jeg allerhelst vil glemme. Det virkede som om, at vi som hold ikke var kommet ud af omklædningsrummet endnu. Jeg havde advaret spillerne om, at hvis vi kun fokuserede på de resultater som Team Vest havde lavet i 2 seneste turneringskampe, så havde vi allerede lavet en kæmpe fejl, som kunne gå hen og blive fatal… Det virkede som om at spillerne ikke havde hørt efter…
Kigger vi på spillet i første halvleg, så vil jeg tro at vi havde bolden 30% af tiden og Team Vest 70%. Vi lavede fejl, som jeg ikke troede vi kunne lave mere, og vi var så langt fra vores modstandere, at det gjorde ondt at se på. Første halvlegs eneste lyspunkt, kom 30 sekunder før pausen. Her får kampens bedste spiller Jan Johansen spillet en lang bold, som han tager med, og resolut sætter ind bag en fremstormende målmand. 0-1 til os efter første halvleg.
I Halvlegen bliver der snakket med store bogstaver, og vi kommer helt klart bedre ud til anden halvleg.
Vi får langt bedre fat, og begynder nu også at spille fodbold. Team Vest bringer sig dog på 1-1, med et drøn af et skud, uden chance for vores målmand. Herefter laver Team Vest en forsvarsfejl, som Jan Johansen elegant opsnapper, og nemt kan gøre det til 1-2 til os.
Stefan Høeg gør det lidt senere til 1-3 med et hovedstød, og lidt senere er selvsamme Høeg igen på spil, hvor han energisk når først på et fladt indlæg fra Jan Johansen 1-4. Team Vest får reduceret til 4-2, inden Jan Johansen kan lukke kampen, med et godt træk ind i banen og efterfølgende et hårdt venstrebensskud 2-5, kampens resultat.
Set i lyset af at vi i anden halvleg flere gange spiller os frem til flere rigtig gode chancer, kan vi være godt tilfredse med dagens sejr. Omvendt må jeg sige, at jeg synes helt klart at vores modstandere i dag var gode med bolden. De viste hurtig boldomgang, og kun godt spil fra vores side gjorde, at vi, specielt i anden halvleg, kunne holde vores modstandere fra for alvor at blive farlige. (hertil stor ros til vores defensive spillere)
Jonas Johansen spiller i anden halvleg en fremragende kamp på den centrale midtbane, og han har stor andel i, at vi i dag hiver en sejr hjem. Endvidere vil jeg fremhæve en Christian Degn, som altid leverer en suveræn indsats. Derudover vil jeg også lige nævne en Stefan Høeg, som i dag kom 2 gange på måltavlen.
Men kampens helt store spiller blev Jan Johansen, som lavede 3 mål og en enkelt assist.
Vores næste kamp spilles næste søndag d. 5. september mod topholdet Jerne IF, som indtil nu har vundet alle deres kampe og har en målscore på 9-0. En kamp som vi ser frem til, og hvor vi helt sikkert skal være oppe i et helt andet gear end vi var i dag.