Sydvest vandt efter flot 1.halvleg

Anders Hostrup spillede sin bedste kamp i Sydvest trøjen til dato.

 

FC Sydvest viste god moral og var klar fra start, i dagens kamp mod Jammerbugt FC. Martin Madsen viste stor kampgejst i de første minutter og vandt en række dueller, og pressede nordjyderne tilbage i banen. Der gik ikke længe før Anders Hostrup havde et godt skud mod mål, der sneg sig tæt forbi stolpen. Samme Anders Hostrup blev stukket dybt efter et kvarter, og fra kanten af straffesparksfeltet vristede han sig fri af sin oppasser, og scorede til 1-0.

 

FC Sydvest fortsatte presset og efter en lille halv times spil løb Anders Hostrup sig fri i venstre side af feltet, og med en aflevering på tværs fandt han Anders Thomsen, der sikkert scorede til 2-0. Jammerbugt var farligst på dødbolde, mest fordi vi ikke var gode nok til at sparke boldene ud af feltet, men efter målet til 2-0 virkede de frustrerede og lavede en række frispark. Et minut før pausen fik vi igen ikke clearet da en Sydvest spiller stod i vejen for Kasper Thiedemann og Jammerbugt fik reduceret til 2-1. Minuttet efter havde Jammerbugt udligningen på fødderne men Thiede reddede flot.

 

Efter pausen fusede det flotte spil lidt ud. FC Sydvest, og især Christian Roost stod flot bagude, og modstanderne havde ikke rigtigt mere at komme med, Anders Hostrup kæmpede flot fremme på banen, hvor han løb solen sort og vandt masser af dueller. FC Sydvest havde nogle chancer for at lukke kampen, men uden held. Jammerbugt satsede lidt til sidst og inskiftede Nils Prisholm viste stort overblik i 94.minut, da han spillede bolden på tværs til Anders Thomsen, der viste målnæse og scorede til 3-1 på kampens sidste spark.

 

Dermed slutter FC Sydvest 05 Tønder på en flot 4.plads i et absolut godkendt forår, der startede på 9.pladsen.