Kim Munch: Gode muligheder

To forskellige spilsystemer mødes i dag og Kim Munch ser både problemer og muligheder i det.

 

Ringkøbing spiller 3-5-2 mens FC Sydvest spiller 4-4-2, og det siger sig selv at vi dermed er en mand i undertal på midtbanen. Det er naturligvis et emne i omklædningsrummet før kampen, hvordan holdet løser dette problem. Omvendt er der også muligeder i at Ringkøbing kun spiller med tre mand nede i forsvaret, og her ser Kim Munch nogle muligheder.

 

- Hvis vi kan spille dybt i banen og komme rundt om dem på kanten af deres backs, vil der være fine muligheder, siger cheftræneren, uden at afsløre for meget. Kim Munch forventer i øvrigt en kamp mellem to hold der har stor respekt for hinanden, så man må forvente at der ikke bliver taget alt for store chancer, og at kampen først bliver afgjort sent i 2.halvleg.

 

Alle kampe i rækken spilles lørdag klokken 15:00 og mens rækkens nummer fire møder rækkens nummer tre i Løgumkloster, mødes nummer to og nummer et i Jammerbugt. Det kan dermed blive særdeles tæt i toppen, hvor vi heller ikke må afskrive et hold som Århus Fremad endnu. - Ja, det er jo et vaskeægte topopgør, siger Kim Munch og fortsætter: - Vi spiller jo heldigvis hvor det er sjovt nu.

 

Fakta:

Efter kun 3 mål i de første 4 kampe har FC sydvest fået gang i målscoren. 20 mål i ni kampe gør holdet til det mest scorende. Ringkøbing er nummer to med 17 mål.

 

En målforskel på plus 6 gør FC Sydvest til bedste hold i rækken på målscore. Kjellerup har samme målforskel, mens Jammerbugt og Ringkøbing har henholdsvis 5 og 4 mål på pluskontoen. 

 

Anders Thomsen (FC Sydvest) og Jacob Andersen (Ringkøbing) er med hver 6 mål, de mest scorende i rækken. Thawng har scoret 4 gange og Morten Hansen 3.