"Inge" er tilbage


”Inge” tilbage hos FC Sydvest 05 Tønder

 

Fire helt unge spillere rykker ind i truppen sammen med den erfarne venstre back

 

FODBOLD: Der var anerkendende ord og masser af begejstring, da Jørgen Kristensen fra FC Sydvest, bød velkommen til hele fem nye spillere i førsteholdstruppen. Med denne tilgang og med trænerfunktionen på plads, så ser det lyst ud for fodbolden i FC Sydvest.

 

Yngste ny mand i truppen er kun 17-årige Jannick Andersen fra Løgumkloster.
Du er en særdeles spændende keeper, så jeg glæder mig meget til at følge din udvikling under målmandstræner Kim Munch, sagde Jørgen Kristensen blandt andet.
To spillere er begge 18 år - det er Marc Poulsen fra Ballum, der bedst befinder sig på den offensive midtbane, samt Mikkel Ohlsen Hansen fra Øster Højst, der spiller en god højre kant.
19-årige Lasse Clausen fra Tønder har været med i kampe nogle gange og har leveret gode indsatser på den centrale og offensive midtbane.
Endelig er der tilbagevendte 27 årige Simon Ingemann Hansen, med rødder i Bylderup-Bov. ”Inge” har spillet over 100 kampe for FC Sydvest og er nu efter en pause i seriebold, tilbage i divisionstruppen. Hans foretrukne plads er venstre back.
Jeg var slet ikke klar til at spille seriefodbold – jeg føler jeg har mere i mig, så derfor glæder jeg mig til at være med på holdet igen, fortæller Simon.

 

Jørgen Kristensen opfordrede især de unge spillere til at komme med ind i truppen og tage ansvar for de opgaver de bliver tildelt til træning og i kampe. Han ved hvad han taler om fra sin egen aktive tid på øverste hylde i dansk fodbold.
Der er træningsstart på Bredebro Stadion torsdag den 12. juli forud for den kommende sæson i 2. division.