FC Sydvest og moderklubberne vil have flere ungdomsspillere i gang...


Pressemeddelelse

 

FC Sydvest og moderklubberne vil have flere ungdomsspillere i gang...

 

FC Sydvest 05 Tønder, samt de 4 moderklubber (Ballum, Bredebro, Løgum, Tønder) ønsker at så mange børn og unge som muligt spiller fodbold, derfor ændres der i samarbejdsaftalen omkring ungdomsholdene, så alle moderklubberne igen får mulighed for at oprette deres egne hold fra u16-u19.

 

De sidste par år har vi, FC Sydvest og dermed moderklubberne, mistet en del ungdomsspillere i netop disse årgange da der umiddelbart har manglet et tilbud til dem der gerne vil spille lidt mere for sjovt. Det har vi nu taget konsekvensen af, og overgivet ansvaret for ungdomsfodbolden til moderklubberne for at kunne give ungdomsspillerne de bedste tilbud fremadrettet. Licensen til de nuværende u16-u19 hold videregives i henhold til samarbejdsaftalen til TSF fodbold. Det er derfor også meget glædeligt at netop Tønder SF intensiverer arbejdet med børne- og ungdomsfodbolden.

 

Samarbejdet fortsætter

 

Når det er sagt så er det vigtigt for os alle at sige at samarbejdet og viljen til samarbejde stadig er intakt. Nu foregår ungdomsarbejdet i moderklubbernes regi, og moderklubberne kan lave forskellige samarbejdsaftaler på tværs af klubber og årgange uden at være afhængige af FC Sydvest. Det vil bevirke at andre klubber end de 4 moderklubber også kan indgå i forskellige samarbejder, hvilket er særdeles positivt. Et eksempel på et samarbejde der allerede er etableret er u13 årgangen hvor der nu er et samarbejde mellem Bredebro/Højer/Tønder, et andet eksempel er kommunens første Golden League hold som er et samarbejde for årgang 2009 mellem Bredebro/Løgum/Skærbæk. Alt efter årgangens antal, styrke m.m. er samarbejdsmulighederne nu meget mere fleksible.

 

Alt i alt tror vi på at denne fleksible løsning vil gavne både bredde og elite fodbold i Tønder kommune fremadrettet. Elite fordi det stadig er muligt at lave samarbejde/fællestræning for de bedste og bredde fordi det giver flere spillere mulighed for at blive længere tid i deres moderklub.

 

Seniorer fortsætter samarbejdet

 

På seniorsiden fortsætter samarbejdet uforandret. FC Sydvest er en selvstændig forening med stor opbakning fra de 4 moderklubber.

 

Her er arbejdet med strukturændringer i fuld gang og fremtiden ser utrolig positiv ud. Det officielle mål er at alle interne ændringer er klar til sæsonafslutningen i oktober 2018. Det er et stort arbejde, men da der er rigtig mange gode kræfter i gang, ser tidsplanen mere end realistisk ud. Vi er bl.a. løbende ved at opgradere på forskellige poster i organisationen, så vi kan stå endnu stærkere både på og udenfor banen fremadrettet.

 

Ballum IF

 

Bredebro IF

 

Løgum IF

 

Tønder SF fodbold

 

FC Sydvest 05 Tønder