NYHEDER

  • Forløsende sejr i Lyseng

    Endelig vandt FC Sydvest en kamp, og kom dermed tættere på top 4.

     

    FC Sydvest var i Århus for at møde IF Lyseng, og der var stort behov for en sejr denne lørdag. Sejren kom da også mod et hjemmehold der gerne vil spille på omstillinger. Det var dog Lyseng der var toneangivende i det første kvarter, inden FC Sydvest overtog styringen. Efter 29 minutter slap Rene Hansen igennem i højre side og scorede til 1-0 til Sydvest. 13 minutter senere kunne Anders Thomsen gøre det samme, og han scorede til 2-0. Et minut før pausen blev der begået straffespark til hjemmeholdet, der reducerede til pausestillingen, 1-2.

     

    Efter pausen sad FC Sydvest fuldstændig på spillet og havde flere chancer til at øge føringen, men i stedet opstod der en tilfældig chance til Lyseng, der efter 53 minutter kunne udligne til 2-2. Det holdt dog kun et minut, inden Moeten Hansen igen kunne bringe FC Sydvest i front. Nu gjaldt det om at få alle tre point med hjem og FC Sydvest var da også tættere på 4-2 end Lyseng var på en udligning, og til sidst kunne Sydvest dog hjuple over sæsonens første sejr.

     

    - "Jeg hæfter mig mest ved at vi endelig fik en sejr, det havde vi brug for og det giver selvtillid", sagde Carsten Jørgensen efter kampen.

  • Lørdag fortsætter jagten på første sejr

    Jagten på sæsonens første sejr fortsætter i Lyseng.

     

    Det er sjette runde i 2.division og for FC Sydvest's vedkommende er det fjerde udekamp. Dertil kan lægges to pokalkampe på udebane, så der har været rejst meget i dette efterår. Om det er grunden til den magre pointhøst skal være usagt, men hvis der ikke snart kommer sejre, så bliver det svært at komme i oprykningsspillet i denne sæson.

     

    IF Lyseng har to sejre på kontoen, efter to udesejre mod Kjellerup og VSK Århus. Hjemme på egen bane har IF Lyseng endnu ikke hentet point efter nerlag til Jammerbugt og Århus Fremad. Ingen tvivl om at IF Lyseng håber på at få deres første sejr mod os på lørdag.

     

    FC Sydvest's spil bliver bedre og bedre, men alligevel er det ikke lykkes os at hente point i de seneste to kampe. Det skal vendes nu, hvis vi ikke skal sættes af, og en sejr i Lyseng kan sagtens blive vendepunktet. Men det kræver hårdt arbejde af alle mand. Lige nu er vi bundhold og så må vi fighte som bundhold gør, så må det flotte spil komme senere.

     

    IF Lyseng og FC Sydvest mødes på Riisvangen Stadion i Århus på lørdag klokken 13:00

  • Sydvest laver aftale med CB Auto i Ribe

    FC Sydvest i samarbejde med CB Auto Ribe.

     

    Med Victor Rasmussen og Van Tha Thawng Ni Dum har FC Sydvest to ripensere i truppen. To spillere som sportchef Knud Mylin har stor tiltro til.

     

    - Det er to ambitiøse spillere, og hvis de fortsætter deres udvikling og ambitionsniveau, så forventer jeg meget af dem, siger Mylin til ugeavisen Ribe.

     

    Nu er altså også CB auto blevet samarbdspartner og det betyder i første omgang at de to førnævnte Ripensere har fået lavet en aftale, så de har fået sat en bil til rådighed

     

    - Vi kan godt lide at støtte sporten, og da det sydlige Jylland er et naturligt område for os med mange kunder i forvejen, så ville vi gerne støtte FC Sydvest. Vi vil også gerne bakke op, når der nu er to unge Ribespillere, siger Christian Brandt fra CB Auto til avisen.

     

    Hos FC Sydvest 05 Tønder glæder vi os over et fremtidigt samarbejde med CB Auto i Ribe.

     

     

  • Green Arena var en god oplevelse.

    Man kunne kun blive imponeret af omgivelserne i Ringkøbing.

     

     

    Som tilskuer i Ringkøbing kunne man straks se at man var kommet til et sted, hvor man virkelig vil fodbolden. Et lækkert stadion, hvor der virkelig var gjort noget ud af det, var det første indtryk.
     
     
    Før kampen var der 60 sponsorer til spisning og da kampen blev fløjtet i gang var ikke færre end 620 tilskuere på plads. Det er virkeligt misundelsesværdigt, og i Tønder ville vi være glade hvis vi bare kunne få halvt så meget opbakning fra sponsorer og tilskuere.
     
     
    Efter kampen talte jeg med kendte spillere som Hans Henrik Andreasen, Nicolai Wael og Michael Hansen, samt Anders Agger (kendt fraa TV), og alle var enige om at det havde været svært at spille mod FC Sydvest, og at det ikke havde været ufortjent om vi havde taget de tre point med hjem.
     
     
    Det var også en fornøjelse at se drengene spille fodbold denne søndag, med den kampiver og spilleglæde drengene udviste. Som tilskuer fra Tønder kunne intet andet end resultatet have været gjort bedre.
     
     
    Knud Mylin
    Sportchef
  • Ondt nederlag i Ringkøbing

    FC Sydvest er kommet ind i en ond cirkel og tabte trodt godt spil.

     

    Holdet er begyndt at producere chancer og score mål, men resultaterne udebliver desværre. I Ringkøbing blev et mystisk straffespark skæbnesvangert og holdet måtte meget ufortjent rejse hjem uden point.

     

    Det begyndte ellers rigtigt godt da Marten Van Ittersum og Morten Hansen efter 20 minutter kombinerede sig igennem i højre side. Morten Hansen lagde bolden på tværs til Tong, der bankede bolden i mål til Sydvest føring. Det holdt i 13 minutter, da et højt indlæg i vores straffesparksfelt blev headet i mål til pausestillingen 1-1.

     

    Efter pausen var Ringkøbing lidt nærgående, men efter godt en times spil får FC Sydvest en omstilling hvor bolden efter et par hurtige kombinationer havner hos Tong, der bærer bolden frem, sender den ud mod venstre til Anders Thomsen, der tager et træk indad og sender bolden op i lang hjørne fra kanten af feltet. et mål der mindede om Christian Eriksens mål til 4-0 mod Polen.

     

    Ringkøbing har gode gamle HH og ham skulle vi nu opleve på godt og ondt. I 80. minut får vi clearet et hjørnespark, men bolden bliver spillet retur til HH, der kan score fra tæt hold. Vi oplevede også den dårlige side af HH, da han i overtiden løber bag om en Sydvestspiller og kaster sig ned i græsset. Dommeren dømmer straffe, en kendelse som nok ikke var blevet dømt hvis det havde været en anden spiller på banen.

     

    Ærgerligt, men sådan er fodbold desværre nogle gange.

  • Sydvest har hårdt brug for en sejr

    FC Sydvest skal til Ringkøbing og jagte sæsonens første sejr.

     

    FC Sydvest var i tirsdags i Vejgaard for at spille pokalkamp, en turnering der grundet en smal trup ikke havde højeste prioritet. Jonas Hansen, Marco Hansen, Christian Roost og Kasper Thiedemann havde derfor alle fået fri. FC Sydvest førte tre gange, men i sidste minut lykkedes det Vejgaard at score til 4-3. Det positive var dog at vi fik scoret en række mål, hvilket har været holdets problem i efteråret.

     

    I Ringkøbing har de ikke haft svært ved at ramme målet. 8-8 siger målscoren efter 4 kampe (2 sejre, 2 nederlag), og især de seneste to kampe, der er endt 2-4 og 4-2 har været rene målfester. Med 6 point ligger Ringkøbing pt. på den vigtige 4.plads, tre point foran FC Sydvest.

     

    FC Sydvest har spillet ganske godt fodbold i de første 4 kampe. Kynisk defensivt, når der har været brug for det, men også på midtbanen har spillet til tider været rigtigt godt. Offensivt har der dog været mangler, men der er håb for at pokalnederlaget i tirsdags var et lille vendepunkt her. Kan vi så finde de samme defensive takter frem, som i de første fire runder og score et par mål, skulle det være muligt at hente efterårets første sejr. Men der bliver brug for arbejdshandskerne. Med tre point for fire kampe, er der ikke brug for kønt fodbold. Der bliver brug for kynisme og tre point.

     

    Kampen spilles i Ringkøbing på søndag klokken 13:30

  • Ærgerligt nederlag

    FC Sydvest havde alle tre point på hænderne, men dommeren ville det anderledes.

     

    I kampens aller første minut fik Kasper Sørensen frit løb mod mål, men i stedet for at skyde, prøvede han med en finte der mislykkedes og drømmestarten blev ikke til noget. Resten af 1.halvleg forgik på midtbanen. Ingen af holdene havde hvad der skulle til at spille sig til målchancer, og trods fint spil fra begge hold var stillingen 0-0 ved pausen.

     

    Kjellerup kom bedst ind til 2.halvleg og lagde et stort pres på Sydvest forsvaret. Det varede i 10-12 minutter, men Sydvest overlevede perioden. Efter 66 minutter var det Sydvest der fik lagt pres. Kjellerup målmanden kom på skovtur og efter lidt klupspil havnede bolden ved Rene Hansen, der med brystkassen sendte bolden i mål. Som den eneste på stadion, mente dommeren at Rene Hansen havde ramt bolden ind med hånden. Han anullerede målet og gav Rene det gule kort. absolut en fejlkendelse.

     

    Tre minutter senere havde Kasper Sørensen en god mulighed, men bolden tog sidenettet. Efter 80 minutter fik Kjellerup en omstilling, og en spiller, der umiddelbart så offside ud modtog bolden. Linievogterens flag blev dog nede og Kjellerup scorede til 0-1. FC sydvest kastede alt frem, men det lykkedes ikke at få udlignet.

  • Køb medlemskort og få stemmeret

    Ønsker du stemmeret til FC Sydvest generalforsamling, så kan du købe medlemskort.

     

    Man skal have haft et medlemskort i mindst to måneder, for at have stemmeret.

    På fredag kan du købe et sådan medlemskort i døren ved Bankparken.

     

    Et medlemskort koster 100 kroner. Flere medlemskort giver ikke større indflydelse. Medlemskort købes i døren, og der kan betales med mobilepay.

     

    Du kan også bestille dit/dine medlemskort allerede nu ved at ringe til Per Lassen på tlf.nr. 40 62 20 67. Samme nummer bruges til bataling med Mobilepay.

     

    Kampen på fredag starter klokken 18:15 - Læs optakt her.

  • Festivalstart på Bankparken

    FC Sydvest sparker Tønder Festival i gang med et brag på Bankparken.

     

    Kjellerup er fredagens modstander på vores flotte hjemmebane, og Kjellerup er et hold der var udset til at skulle ligge i toppen af rækken. I forårets oprykningsspil sluttede Kjellerup på 6.pladsen som det næstbedste af de midt og nordjyske hold, men de er dog kommet lidt skidt fra start med 4 point for de første tre kampe. En 2-1 sejr mod Odder og 0-0 ude mod Århus Fremad var egentlig godkendt, men i den sidste hjemmekamp tabte Kjellerup 1-2 hjemme mod Lyseng, der i den kamp vandt på et effektivt omstillingsspil.

     

    FC Sydvest har hentet 3 point for tre uafgjorte kampe og sæsonstarten vil være mere end godkendt hvis holdet kan slå Kjellerup. Kjellerup er dog et hold der rigtig gerne vil have bolden og det kan bestemt ikke udelukkes at en stærk defensiv, og omstillingsspillet bliver værktøjet fredag aften, hvis der skal tre point på kontoen.

     

    Tønder Festival er godt i gang og vi håber at rigtig mange vil slå et smut forbi Bankparken, når vi fredag klokken 18:15 møder Kjellerup. Et fyldt Bankparken kan blive meget afgørende, så kom ned og fyr en fest af sammen med spillerne fra FC Sydvest 05 Tønder.

  • FC Sydvester henter igen et udebanepoint

    FC Sydvest henter igen et vigtigt point på udebane.

     

    Når FC Sydvest spiller, så slutter det 1-1. Sådan har det i hvert fald været i de tre første kampe i dette efterår. Både Århus Fremad og FC Sydvest har haft svært ved at finde målet i de første kampe, og kampen i dag viste tydeligt at det ikke er helt tilfældigt. Der blev spillet rigtigt meget på den midterste del af banen og ikke skabt nogle chancer. Der skulle gå hele 25 minutter inden man så snerten af en chance, da Kasper Sørensen strøg til baglinien og sendte et fladt indlæg ind, men keeperen fik fat i indlægget. I den anden ende måtte Thiede ud og bokse væk en enkelt gang og riposten blev sendt forbi.

     

    De sidste 5 minutter af 1.halvleg fik FC Sydvest lagt et godt press på Århus, der måtte ty til frispark og indkasserede to gule kort i den periode. Et af disse frispark sendte Anders Thomsen op mod underkanten af overliggeren, men keeperen fik bokset væk. Riposten blev sendt mod nederste hjørne af målet, men med en fodparade reddede keeperen. Syv minutter efter pausen havde Anders Thomsen et skud mod mål efter et fladt indlæg men keeperen reddede igen.

     

    Fem minutter efter fik Århus samme slags chance efter et indlæg, men denne gang kom der mål ud af det, da Århus spilleren sendte bolden op i nettaget. 1-0 og nu sad hjemmeholdet på kampen uden dog rigtig at skabe noget. FC Sydvest kom stille og roligt med i kampen igen, men det så ud som om Århus havde styr på kampen. Efter 87 minutter har FC Sydvest hjørnespark. Anders Thomsen sender den ind i det lille felt, hvor en Århus spiller er så uheldig at headde den direkte i eget mål. 1-1 og det holdt kampen ud.

     

  • Endnu en svær udekamp

    FC Sydvest kan godt få ryggen mod muren i Århus.

     

    Tæller vi pokalkampen på Ærø med, spiller FC Sydvest 05 Tønder i morgen den 3.udkamp i træk. Modstanderen er absolut lige så svær som den seneste i Jammerbugt. Århus Fremad er weekendens modstander, et hold der var i oprykningsspillet i foråret, hvor de sluttede som nummer 9 af 12 hold. Det skal man dog ikke lade sig snyde af. Århus Fremad er absolut en af de største favoritter i puljen. Århus vandt i første runde 1-0 i Ringkøbing, mens de sidst spillede 0-0 hjemme i egen hule mod Kjellerup.

     

    FC Sydvest har hidtil været ramt af mandefald i egen trup, og det problem skulle gerne snart være løst. Vi skal ramme noget der ligner topniveau på alle pladser, hvis vi skal have tre point med hjem fra Århus. Det er dog ikke umuligt. Vi har et godt hold med en god blanding af ungdom og rutine, og når indstillingen er i top kan vi slå alle hold i rækken.

     

    Men tag på lørdagstur til Århus og bak vore drenge op. Kampen spilles på Riisvangen stadion klokken 15:00

  • Rene Hansen redder point med hjem

    FC Sydvest 05 Tønder var på langfart, til en bane der kun giver dårlige minder.

     

    Stadion i Jammerbugt, havde FC Sydvest allerede gæstet 4 gange, de seneste 5 år. Og Jammerbugt havde vundet alle 4 kampe, også selvom det seneste besøg burde have givet point. Og selvom vi i samme periode har slået dem i 4 af 5 opgør på hjemmebane, var træner Carsten Jørgensen ikke i tvivl om at det ville blive en svær opgave.

     

    - "Vi kender Jammerbugten FC fra sidste sæson. Vi ved, at de er et godt organiseret hold, og vi skal derfor ramme vores topniveau for at få point med hjem", sagde Carsten således før afrejsen til efterårets længste udebanetur. Og han skulle få helt ret.

     

    Jammerbugt var toneangivne fra start, men Sydvest formåede at holde nullet, næsten til pausen. Efter 42 minutter gik den dog ikke længere. Jammerbugt scorede og kunne gå til pause, foran 1-0.

     

    7 minutter efter pausen fik en Jammerbugt spiller dog marchordre, efter sit andet gule kort, og det vendte op ned på kampen. FC Sydvest overtog komandoen og fik presset Jammerbugt tilbage. Godt et kvarter efter udvisningen lykkedes det Rene Hansen at få udlignet og med 21 minutter tilbage i overtal, var der stadig muligheder for tre point. Det lykkedes dog ikke og FC Sydvest kunne for første gang i fem år tage point med hjem fra Jammerbugts hjemmebane.

  • Svær udebane og lang bustur venter i dag

    Jammerbugt FC henter de fleste point på hjemmebane, så det vil være et godt sted at hente point.

     

    Det er svært allerede nu at spå om hvem der er favoritter til at slutte blandt de bedste fire i rækken. Jammerbugt FC er ligesom os, nok et af de hold der kommer til at ligge lige omkring stregen og det er således en vigtig kamp der spilles i dag. I foråret var vi mere end uheldige med at skulle rejse hjem derfra uden point, mens vi vandt returopgøret ret klart. I det hele taget er Jammerbugt gode på hjemmebane og tabte således kun 1 gang i 8 hjemmekampe i foråret. På udebane blev det ikke til mange point,men alligevel var det netop på udebane at Jammerbugt vandt i første runde, da IF Lyseng blev besejret 2-1.

     

    FC Sydvest 05 Tønder hev et enkelt point hjem, mod VSK Århus i Bankparken, og selv om vi spiller godt har vi problemer med at få bolden det sidste stykke over stregen. Med flere nye offensiv spillere, er det dog meget naturligt, da der lige er nogle løbemønstre og noget kendskab til hinanden der skal på plads. Så længe det bliver bedre fra gang til gang, skal det nok blive godt. Vi har manglet flere vigtige spillere i de kampe der er blevet spillet, men nu lysner det lidt, så der er bestemt håb og tro på et godt resultat i Nordjylland.

  • Videre i pokalturneringen

    Marten Van Ittersum blev pokalhelten mod et flot fightende Marstal/Rise.

     

    Marstal/Rise spiller i Albaniserien, to rækker under FC Sydvest, men det var til tider svært at se, i en kamp der naturligt nok blev domineret af favoritterne fra FC Sydvest. Vi er faktisk tidligere røget ud af pokalturneringen netop her, men har også slået dem klart to gange, da vi mødtes i Danmarkserien og Sydvest rykkede op mens Marstal/Rise rykkede ned..

     

    Første alvorlige chance faldt efter 10 minutter, da Kasper Sørensen efter en frisparkskombination sendte et fladt skud tæt forbi mål. Fem minutter senere sendte Anders Thomsen en afslutning på overliggeren. Midt i første halvleg fik hjemmeholdet sin første omstillings chance, men bolden sad i handskerne på Kasper Thiedemann. Hjemmeholdet stod kompakt og FC Sydvest havde svært ved rigtigt at skabe store chancer. Faktisk var det hjemmeholdet der havde første halvlegs største chance, da de kort før pausen havde en friløber, men afslutningen gik forbi.

     

    Efter pausen fortsatte presset mod Marstal/Rise mål, men skarpheden manglede i afslutningerne. Efter 67 minutter blev et Sydvest hjørne clearet, men bolden blev sendt tilbage i feltet og her stod en fri Marten Van Ittersum og kunde heade bolden i mål til 1-0. Sydvest fortsatte jagten på 2-0, men hjemmeholdet blev også farligere på de nu endnu flere omstillinger. Kasper Thidemann greb dog sikkert ind hver gang.

     

    Kasper Sørensen havde en rigtig god chance, men målmanden reddede med en fodparade og det var ret beset hans eneste redning i den kamp. Kasper Thiedemann sluttede kampen af med en fremragende redning ved den ene stolpefod. Hjemmeholdets absolutte bedste afslutning, der var dog vinket for offside.

     

    Og så ros til dommeren der bare lod spillerne spille bold. Han dømte tre frispark i 1.halvleg og vel omkring det dobbelte efter pausen.

     

    En typisk pokalkamp. En sejr er en sejr, og vi er videre.

  • Spændende trup på vej mod Ærø

    FC Sydvest mangler flere profiler til kampen i Marstal Rise, men holdet ser stadig spændende ud.

     

    Vi er i skrivende stund på vej over Fyn i retning Svendborg. Herfra venter en sejltur til Ærø inden bussen fortsætter mod stadion på Ærø.

     

    FC Sydvest spiller i dag uden profiler som Christian Roost, Morten Hansen, Marco Hansen og Jonas Hansen. Alligevel ser holdet ganske spændende ud. Carsten Jørgensen har sat følgende startopstilling i en 4-4-2 opstilling.

     

    Målmand: Kasper Tiedemann

    Forsvar: Marten Van Ittersum - Jeppe Vinum - Christian Degn - Simon I. Hansen

    Midtbane: Jeppe Hansen - Rene Hansen - Kasper Sørensen - Tong

    Angreb: Frederik Warming - Anders Thomsen

     

    På bænken sidder Lasse Clausen, Niels Priisholm og Siphan.

     

    Vi opdaterer naturligvis undervejs -Følg med på facebook fra klokken 17:30

     

     

  • FC Sydvest deler i sæsonåbner

    FC Sydvest må være tilfredse med et point, selvom der var chancer til tre.

     

    Der var indviedelse af den nye "Sparekassen Bredebro Lounge", med god mad og lidt godt at drikke, og festen fortsatte på fodboldbanen, de første 15 minutter i hvert fald.

     

    FC Sydvest lagde flot fra land og burde vel have ført 3-0 efter mindre end et kvarter. En Anders Thomsen afslutning blev halvklaret og returchancen blev afværget af en lang tå. Lidt senere var der chancer til både Kasper Sørensen og Morten Hansen. Kasper fik driblet uden om keeperen, men en forsvarsspiller fik pareret afslutningen og Morten hansen sendte en bold, helt fri foran mål, op i skyerne.

     

    Som det sker i sådanne kampe, så får modstanderne pakket sig og satser på omstillinger, og efter 15 minutter var det netop på sådan en at VSK kunne bringe sig foran 0-1. Resten af halvlegen forsøgte Sydvest at spille sig gennem det kompakte forsvar, men VSK var ret beset lige så farlige på omstillinger.

     

    Det blev ikke anderledes i 2.halvleg, der ikke bød på hverken flot spil eller store målchancer. Efter godt en times spil blev Frederik Varming Lundbak skiftet ind og han fik straks en stor chance, men afslutningen blev for svag. Til sidst forsøgte FC sydvest sig mere offensivt, og da Anders Thomsen med 4 minutter tilbage trak på tværs af feltet, blev han løbet ned bagfra, af en modstander, lige for øjnene af dommeren, der ikke var i tvivl og pegede på pletten. Anders Thomsen scorede selv til slutresultatet 1-1.

     

    På en dag hvor vi mangler tre vigtige midtbanespillere er 1-1 et okay resultat. Jonas Hansen,Marco Hansen og Rene Hansen manglede af forskellige årsager. 231 tilskuere gav en god stemning på Bankparken.

  • Sæsonstart på lørdag

    Den korte sommerpause er slut, og den vigtige efterårssæson står for døren.

     

    Tre træningskampe er spillet, og det var desværre med en skadesramt trup. Efter 0-2 i Århus mod VSK, blev der spillet 1-1 mod Kolding Boldklub i Bredebro. Senest blev Varde besejret 3-2 i Løgumkloster.

     

    Nu skal der spilles om point, og modstanderen er igen VSK Århus. Denne gang hjemme på bankparken, nu på lørdag klokken 15:00. 

     

    FC Sydvest 05 Tønder og VSK Århus er to hold der står godt til hinanden og kender hindanden rigtig godt, da vi har spillet mange træningskampe mod hinanden.

    Vi mødtes to gange i efteråret og begge gange sluttede det 1-1 og vi forventer da også en tæt kamp denne gang. Vi håber at et livligt publikum på et fyldt Bankparken i Tønder kan gøre en forskel, så vi til slut kan sætte tre point ind på kontoen.

     

    Hos VSK Århus skal vi være særligt opmærksomme på deres angriber med nummer 9, Sebastian Spornberger, der skaber mange chancer og tilmed også selv er en målfarlig herre.

     

    FC Sydvest 05 Tønder skal forsøge at skabe kampen, men skal også i perioder være skarpe i omstillingsspillet. Lykkes det, håber vi at alle tre point denne gang bliver i Tønder.

     

    Så alle mand ned på Bankparken, Lørdag klokken 15:00. Godt begyndt er halvt fuldendt og målet er top 4 og oprykningsspil.

  • Bankparkens nye Lounge står klar

    Kære sponsorer i FC Sydvest Tønder 05 BankParken inviterer jer på lørdag kl 14.00 til åbningen af BankParken's nye Sparekassen Bredebro lounge og lidt god mad.

     


    Kl. 15.00 går vi ud på stadion og ser FC Sydvest spille deres præmierekamp i 2 division i efteråret mod VSK Aarhus.

     


    Vi håber på et stort fremmøde.



     

     

     

  • Tre træningskampe på otte dage

    FC Sydvest 05 Tønder spiller tre træningskampe op til sæsonstart.

     

    Sæsonstarten nærmer sig, og formen skal pudses af. Det sker med tre træningskampe mod VSK Århus, Varde og Kolding B.

     

    Allerede på lørdag spilles den første kamp, mod VSK Århus som vi også møder i første runde. Kampen spilles på lørdag klokken 13:00 i Århus.

     

    På tirsdag klokken 19:00 er det så på Bredebro stadion at Kolding Boldklub kommer på besøg og Lørdag den 29.juni klokken 12 er Varde modstander. Denne kamp spilles i Løgumkloster.

     

    Den 5.august spilles den første kamp om point, hjemme på Bankparken mod VSK Århus.

  • Pressemeddelelse

    Pressemeddelelse.

     

    FC Sydvest 05 Tønder omstrukturerer.

    FC Sydvest 05 Tønders formand Henrik Hansen trækker sig fra bestyrelses arbejdet i fodbold klubben for at bruge kræfterne i sine virksomheder Volkswagen Tønder og Volkswagen Haderslev.

     

    Henrik har siddet i FC Sydvest 05 Tønders bestyrelse i tre et halvt år, siden april 2016 som formand.

     

    Henrik udtaler; Jeg har været glad for min tid som bestyrelses medlem i klubben. FC Sydvest har formået at etablere sig som en fast del af divisionsfodbolden i Danmark gennem de sidste 4 år og for at klubben kan udvikle sig fremadrettet skal der nye kræfter til og da jeg samtidigt ønsker at bruge mere tid på min familie og mine virksomheder, vurderer jeg at tidspunktet nu er det rette.

     

    Også Thorkild Andersen slipper tøjlerne i FC Sydvest 05 Tønder. Efter næsten 12 års medlemskab i bestyrelsen, hvor han har bestridt posten som sportschef og sponsorchef. Thorkild har været med fra starten i 2005 hvor FC Sydvest 05 Tønder opstod som en samarbejds klub for Tønder SF, Bredebro IF, Løgum iF og Ballum IF.

     

    Thorkild udtaler; jeg har været med næsten lige fra starten af. Det har været en til tider lang rejse – men det har været hele arbejdet værd, når man kan se hvor langt FC Sydvest er nået i dag. Jeg er stolt over at ha´ været en del af klubben, følge udviklingen og se de opnåede resultater. Så jeg vil forsat følge klubben tæt og se så mange kampe, som muligt . Klubben FC Sydvest skal have held og lykke med fremtiden, tak til spillere, træner og selvfølgelig alle sponsorer, som er jer, der i sidste ende bestemmer, om vi har fodbold på højt niveau i Tønder kommune, det skal være mine sidste ord for denne gang.

     

    Vi har taget deres opsigelse til efterretning, og takker for deres indsat for FC Sydvest gennem mange år.

     

    Ind i bestyrelsen er trådt Per Lassen , Bredebro og Peter G. Andersen, Løgumkloster. Bestyrelsen fordeler de forskellige poster ved et senere bestyrelsesmøde.

     

    Skulle der være evt. spørgsmål kan der rettes henvendelse til Anders Lund eller Knud Mylin.

     

    FC Sydvest 05 Tønder starter sæsonen i 2. division op den 5 august hjemme mod VSK Århus.