NYHEDER

  • FC Sydvest tabte til Kolding IF

    Sidste træningskamp for FC Sydvest inden turneringen blev ikke den generalprøve, man kunne have håbet. Modstanderne fra Kolding IF var en anelse skarbere på dagen, og kunne score kampens eneste mål i første halvleg. Selvom Sydvest mandede sig en smule op til efter pausen, blev det aldrig nogen imponerende fodboldkamp.

     

    Første turneringskamp mod Middelfart den 1. april er blevet udsat, og FC Sydvest skal derfor først i aktion den 6. april, hvor det gælder topholdet Brabrand på hjemmebane.

    24/3/2013

  • FC Sydvest vs. Kolding IF

    FC Sydvest spiller den foreløbigt sidste testkamp i morgen, lørdag. Modstanderen er Kolding IF, som pt. fører Danmarksserien pulje 3. På skadeslisten har vi Kasper Sørensen (forstrækning), Sune Hansen (knæproblemer), Søren Warming (dårlig ankel) og Jesper Hostrup (hælproblemer). Ellers er der ”comeback” til Marco Hansen og Anders Truelsen, som har været ude med skader og sygdom på det seneste, og også Esben Thøstesen har fundet vej til truppen. Thøste var jo ellers skiftet til Kolding Boldklub, men har til vores store glæde valgt alligevel at tørne ud for FC Sydvest i foråret. Derudover får Jesper Rasmussen og Morten Pedersen kamptræning på 2. holdet.

     

    Kampen spilles på kunstgræs i Løgumkloster, lørdag den 23. marts kl. 10.00

     

  • Bredebro Sparekasse er ny hovedsponsor

    Gårsdagens pressemøde var velbesøgt af den lokale presse, og her blev det afsløret, at Bredebro Sparekasse er ny hovedsponsor i FC Sydvest, mens M-Sport er ny tøjsponsor. Derudover blev fire nye spillere vist frem. Det drejede sig om Morten Hansen, Jakob Eriksen, René Hansen og Lars Bo Lauritzen. Alle fire har en fortid i SønderjyskE, men de to sidstnævnte har senest spillet i Middelfart. Læs mere om de nye spillere og den opdaterede 2. divisions-trup her på siden i den nærmeste fremtid.

     

    Pressemødet begyndte med velkomst og oplæg om FC Sydvest fra Jørgen Kristensen. Herefter fortalte John Kristensen fra Sparekassen om sine forventninger til samarbejdet med FC Sydvest ligesom Claus Wrang fra M-Sport fortalte lidt om sit firmas strategi. De fire nye spillere var alle iført FC Sydvests nye spillerdragt, som på den måde blev vist frem. Efterfølgende var der spørgsmål fra pressen, inden dagen blev sluttet af med pindemadder og mulighed for en uformel sludder med de fremmødte.

     

    "Vi var rigtig glade for den store interesse for vores fodboldhold. Mødet gik stille og roligt og var meget positivt", siger Thorkild Andersen, som er sponsoransvarlig i FC Sydvest.

     

    Til mødet var også Jesper Munch fra Munch Foto, som fra tid til anden tager billeder for Sydvest. Det er hans billede øverst, og man kan se flere af hans billeder fra pressemødet på FC Sydvests-facebook-gruppe.

    21/3/2013

  • Pressemøde i Bredebro Sparekasse

    FC Sydvest har inviteret de lokale medier til pressemøde i morgen, onsdag den 20. marts, klokken 14.00 i Bredebro Sparekasse. Her vil der både blive præsenteret en ny hovedsponsor og en ny tøjsponsor. Derudover vil der blive præsenteret flere nye spillere, som skal være med til at sikre en bredere trup og overlevelse i 2. division, så der også i næste sæson vil blive spillet divisionsfodbold i Tønder Kommune. Flere af de nye spillere afspejler det efterhånden gode samarbejde, der er mellem FC Sydvest og SønderjyskE.

     

    Inviterede fra pressen er JydskeVestkysten, Digeposten, Tønder Ugeavis og Der Nordschleswiger.

     

    Fra FC Sydvest deltager sportschef Thomas Christensen, konsulent Jørgen Kristensen og sponsoransvarlig Thorkild Andersen.

     

    Læs mere om de nye spillere og sponsorer efter pressemødet her på FCSydvest.dk.

    19/3/2013

     

  • Kasper Sørensen sikrede sejren

    Kasper Sørensen sagde for nylig i et interview her på siden, at der gerne skulle komme lidt flere mål fra hans side. Det kunne se ud som om, at han er på rette kurs efter at have scoret sejrsmålet i træningskampen mod Kolding B denne weekend. Danmarksserieholdet blev besejret med 2-1 efter samme stilling ved pausen.

     

    "Det var en fin træningskamp mod et godt hold, og specielt i første halvleg var der god intensitet hos spillerne", siger Ulrik Pedersen. Træneren valgte for anden træningskamp i træk kun at spille med tre mand i forsvaret. Her klarede Marten Ittersum, Søren Warming og Simon Hansen opgaven ganske godt, mente Ulrik Pedersen.

     

    FC Sydvest kom foran efter 15 minutter. Et godt gennemspillet angreb gav Christian Degn en god mulighed, som gav en ripost. Her var topscorer Thomas Gormsen hurtig og kunne på akrobatisk vis saksesparke bolden i nettet. Udligningen fra Kolding B faldt efter et fladt hjørnespark, hvor Sydvest-forsvaret var en smule på hælene. Som nævnt sikrede Kasper Sørensen Sydvest sejren efter opspil fra René Hansen og Søren Tørnqvist fem minutter før pausen.

    17/3/2013

  • Nu vil andetholdet i serie 2

     

    Teknikaliteterne er efterhånden faldet på plads, og FC Sydvest har nu et sprængfarligt hold klar i serie 3. Delfusionen mellem Løgum IF – Fodbold og Tønder SF – Fodbold råder faktisk over to serie 3-hold og et hold i serie 5. Det er planen, at det ene hold i serie 3 skal fungere som et decideret andethold i forhold til FC Sydvests 2. divisions-hold. Målet for sæsonen er klart: oprykning til serie 2.

     

    ”Vi har fået sammentømret truppen til en enhed og skabt et sammenhold. Spillerne fra både Løgum og Tønder brænder for det og ser på det som ét hold”, siger cheftræner Kim Hvass.

     

    26 spillere fra både Løgumkloster og Tønder indgår i truppen og skal spille for de to hold i serie 3. Samtidig er andetholdet stedet, hvor spillerne fra 2. divisions-truppen kan få kampe i benene, hvis de ellers skulle sidde en runde over.

     

    Dominerende spillestil

    Holdets forcer udover bredden i truppen og forstærkninger fra 2. divisions-truppen er ifølge Kim Hvass spillernes fysiske form, deres teknik og deres taktiske forståelse.

     

    ”Vi vil gerne have bolden meget og være det dominerende hold på banen. Og så tror jeg, at vi er i bedre form end vores modstandere”, fortæller træneren.

     

    Og der er god grund til at tro, at FC Sydvests andethold mindst skal spille i serie 2. Vinterens træningskampe har været særdeles målrige, hvor serie 2-holdene fra Ribe, Jernved/Gredstedbro, Hjordkær og Tommerup fra Fyn alle blev besejret med særdeles overbevisende cifre.

     

    Sydvest mod Sydvest

    De to FC Sydvest-hold i serie 3 er endt i samme pulje og kommer således til at møde hinanden i to intense opgør i løbet af foråret. Træneren lover, at der bliver kæmpet om pointene, selvom Sydvest prioriterer det ene hold højere.

     

    ”Uanset hvordan kampene ender, så vil der jo blive snakket om det. Vi havde helst set, at DBU havde placeret de to FC Sydvest-hold i hver sin pulje, men det bliver da nogle spændene kampe, og der er sikkert nogle spillere, som vil benytte lejligheden til at vise sit værd”, mener Kim Hvass.

     

    Udover Kim Hvass er både Brian Brodersen og Lars Abild med på trænerbænken. Kim Hvass leder holdet, som stiler mod serie 2. Brian Brodersen tager sig af det andet serie 3-hold, som helst skal ende i top-5. Lars Abild står for serie 5-holdet.

     

    Sæsonen begynder 1. april.

    16/3/2013

  • Syv spørgsmål til Sørensen

     

    Sæsonen nærmer sig med hastige skridt, og FC Sydvests 2. divisions-trup forandrer sig nærmest fra træningskamp til træningskamp med både tilgang og afgang fra forskellige spillere. FCSydvest.dk fangede Kasper Sørensen til en snak om status på holdet og forventningerne til forårets kampe. Selvom han for tiden er lidt småsyg og har måttet melde afbud til et træningspas, så er han positiv omkring tingenes tilstand og ser frem til at komme i gang for alvor.

     

    Hvordan er stemningen i truppen frem mod sæsonstart?
    ”Den er fin. Faktisk overraskende fin i forhold til situationen i tabellen, hvor vi jo ligger sidst. Men vi har stadig tiltro til tingene.”

     

    Hvordan vurderer du jeres nuværende niveau efter de sidste træningskampe?
    ”Vi har slet ikke vist vores niveau til fulde endnu. Vi mangler stadig at arbejde med nogle ting og få spillet nogle flere kampe. Jeg ved, vi har meget mere i os, end hvad vi har præsteret indtil videre, så det er fint, at der stadig er tid og testkampe inden sæsonen begynder igen.”

     

    Hvordan er de nye spillere faldet til i truppen?
    ”Flere på holdet kendte dem lidt i forvejen – specielt dem fra Haderslev. På den måde er de gledet let ind i truppen uden besvær. Selvfølgelig er der lidt problemer på banen, hvor vi lige skal finde hinanden og få spillet til at fungere sammen, men det er jeg også sikker på, at vi når frem mod sæsonstart. Det går i hvert fald den rigtige vej.”

     

    Hvilken betydning tror du, det får, at Jacob Stolberg og Esben Thøstesen har forladt klubben?
    ”Det får en ærgerlig betydning, når to spillere i midterforsvaret forlader klubben samtidig. Det er to spillere med meget rutine, som mange så op til, så det kan selvfølgelig mærkes, men det bliver vi nødt til at glemme hurtigt. Vi må starte med at finde en ny makke til Marten (Ittersum, red.) i midterforsvaret eller prøve med alternative opstillinger, som vi gjorde i den seneste træningskamp, hvor vi kun spillede med tre forsvarer.”

     

    Hvordan med dig selv – er du ved at finde formen?
    ”Ja, det er jeg faktisk, selvom jeg er lidt småsyg lige nu. Formmæssigt er jeg ved at være, hvor jeg skal være, men jeg ser nu frem til at komme på rigtigt græs, for lige nu træner vi på kunstgræsbanen i Løgumkloster. Jeg mangler godt nok at arbejde lidt med at lave nogle flere mål. Så få mål jeg har lavet i efteråret har været lidt sløjt, så det må blive bedre nu her.”

     

    Har I et specielt fokus til træning for tiden?
    "Vi arbejder fortsat på at komme i god form alle sammen, og så må det taktiske vente lidt. Vi spiller også en del med bolden for at lære hinanden og specielt de nye spillere bedre at kende. Fremover skal vi nok til at træne nogle dødbolde. Som sagt kommer den taktiske del først senere, så det er godt, at vi stadig har nogle træningskampe at gøre godt med.”

     

    Hvordan vurderer du jeres chance for overlevelse i 2. division?
    ”Vi ligger jo på sidstepladsen, men vi skal tro på det. Det nytter ikke noget at give op, og hvis vi gjorde det, så kunne vi lige så godt lade være med at spille. Vi har bestemt truppen til at klare det og blive i 2. division, og der er fortsat 45 point at spille om. Jeg tror sagtens vi kan undgå nedrykning.”   

     

    13/3/2013

  • Sydvest slog sin direkte modstander i nedrykningskampen

    Det går i den rigtige retning for FC Sydvest frem mod turneringskampene. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man kigger på de seneste to træningskampe. I sidste weekend så det en anelse sløjt ud i kampen mod FC Sønderborg, men der blev taget revanche i denne weekends testkamp, hvor Sydvests slog sin direkte modstander i kampen for overlevelse i 2. division, Varde IF.

     

    Det var en fortjent sejr på 2-1 til et dominerende Sydvest-mandskab, som i en kraftig vind formåede at holde fast i bolden og spille langs jorden. Trods modvind i første halvleg lagde Sydvest et pres på Varde, som gav gevinst efter en halv times spil, da nyerhvervede Jakob Eriksen driblede sig fri på kanten af feltet og sendte et langskud i mål.

     

    "Indstillingen og tændingen var en helt anden, end vi så i kampen mod Sønderborg. Vi viste spillemæssigt gode takter og holdte fint på bolden. Alt i alt meget positivt, men selvfølgelig er der stadig basis for forbedring", siger træner Ulrik Pedersen.

     

    Blot fire minutter efter føringsmålet kom et eksempel på, hvor den forbedring vil være på sin plads. Et koncentrationssvigt i defensiven gav nemlig plads til en Varde-angriber, som blev spillet helt fri i feltet og kunne udligne. Derfor 1-1 ved pausen.

     

    Jakob Eriksen stod også for FC Sydvests sejrsmål i anden halvleg, og viste at han har mål i støvlerne. Efter et godt gennemspillet angreb lagde Morten Hansen en bold tilbage til Jakob Eriksen, der igen kunne score fra kanten af feltet. De to tidligere SønderjyskE-spillere ser altså ud til at være en god forstærkning til FC Sydvest.

    11/03/2013 

     

  • Gennemsnitsalderen er dalet i FC Sydvest
    Det er en stor mængde erfaring, som forsvundet fra FC Sydvest. To af holdets mest erfarne spillere, midterforsvarerne Jacob Stolberg og Esben Thøstesen (billedet), har begge valgt at stoppe i klubben. Jacob Stolberg har meddelt, at det halter med motivationen, mens Esben Thøstesen har skrevet kontrakt med Kolding Boldklub.
     
    ”Det er to spillere, som har været med i lang tid, som man nærmest kan kalde kulturbærere i FC Sydvest. Vi er glade for den tid, de har været i klubben og ønsker dem begge held og lykke frem over”, siger Hans Pilegaard, der er formand i FC Sydvest.
     
    31-årige Jacob Stolberg kom til FC Sydvest i 2010 efter sin tid i Superligaklubben SønderjyskE, hvor han havde været anfører. Stolle har således hjulpet sin barndomsklub med at rykke op fra jyllandsserien til 2. division, men må nu se i øjnene at det kniber med motivationen til at fortsætte med fodbolden.
     
    Hvad angår Esben Thøstesen, så har den tidligere viceanfører fået et tilbud i Kolding Boldklub og har skrevet kontrakt med Danmarksserie-klubben i to år. 28-årige Thøste har været med i FC Sydvest siden sammenlægningen i 2005 med undtagelse af en afstikker til Randers, hvor han var væk i et halvt år.
    ”Det er lidt vemodigt at forlade FC Sydvest, for jeg tror, jeg er én af dem, hvor klubben betyder allermest”, siger Esben Thøstesen, der samtidig slår fast, at skiftet skyldes muligheden for at finde job ved siden af fodbolden.
    ”Tiden i FC Sydvest har været en fantastisk rejse, og der er sket en stor udvikling både for mig og for klubben”, siger Thøstesen.
     
    Træner Ulrik Pedersen har nu cirka en måned til at få et nyt forsvar spillet sammen, men tager hele situationen med ophøjet ro.
    ”Det er klart to gennemrutinerede spillere, som forlader klubben, men så er der andre, som må tage over. Det er ikke uvant for os at skifte meget i forsvaret, så jeg vil give flere spillere mulighed for at vise sit værd i det centrale forsvar i de tre sidste testkampe, inden jeg lægger mig fast på en startformation”, siger Ulrik Pedersen.

    I weekendens testkamp mod FC Sønderborg fik blandt andre Marten Ittersum, Morten Hansen og Søren Warming spilletid i det centrale forsvar.

    04/03/2013

  • Uafgjort i langsom testkamp
    Tre mål indenfor de første ni minutter lyder umiddelbart som starten på en intens fodboldkamp. Selvom testkampen mellem FC Sydvest og jyllandsserieholdet FC Sønderborg endte målrigt med resultatet 3-3, så er intens alligevel ikke det rigtige udtryk at bruge. Målene skyldtes i højere grad tilfældigheder og forsvarsfejl end flot fodbold og kampen var generelt uden tempo og tænding hos begge mandskaber.
    ”Det var ingen nydelse at se, og det viser forskellen på, hvornår vi er klar, og hvornår vi ikke er klar”, siger FC Sydvests træner, Ulrik Pedersen.
     
    FC Sydvest var ramt af flere småskader, hvorfor der blev skiftet en del ud – specielt i forsvaret. Det gav blandt andre plads til midtbanespilleren Jan Johansen, som har gjort det godt på andetholdet igennem en længere periode. Han kvitterede for tilliden med et mål til 3-2 i anden halvleg.
     
    Sydvests første to mål blev scoret af Kenneth Hansen og Thomas Gormsen indenfor de første ni minutter. Det gav Sydvest en føring på 2-1, som holdt hel til pausen. Sønderborg fik udlignet i starten af anden halvleg, men selvom Jan Johansen bragte Sydvest på vinderkurs for tredjegang med føromtalte scoring, så fik Sønderborg hevet det uafgjorte resultat hjem med et mål på straffespark inden slutfløjt.
     
    ”Jeg forventer en helt anden indstilling til de resterende tre testkampe. Selvom vi er i starten af marts, mindede det mest om en såkaldt sommerkamp”, siger Ulrik Pedersen.
     
    Et nyt ansigt var også at finde på banen i Løgumkloster i dag. Midtbanespilleren René Hansen fra Middelfart er på prøvetræning i Sydvest, hvor begge parter kan se hinanden an.
    03/03/2013
  • FC Sydvest vs. Sønderborg

    FC Sydvest tester formen mod Sønderborg i Løgumkloster på søndag. Vi har enkelte småskader i truppen, men ikke noget ”alarmerende” og disse spillere spares naturligvis til kampen. Det vil selvsagt give mulighed for spilletid til andre spillere, eksempelvis får Jan Johansen lov til at vise sig frem, efter at have vist lovende takter på 2. holdet. I skrivende stund er der præcis én måned til kampstart, så der er stadig et godt stykke tid til, at det går løs for alvor. Hos de af spillerne der indtil videre har deltaget fuldt ud i opstartsfasen, ser formen ud til at være god og vi håber at kunne fortsætte de lovende takter vi, trods nederlaget, viste mod FC Fredericia.

    Vi vil stadig have fokus på organisation, kommunikation og løbevillighed, men evnen til at vinde fodboldkampe skal også skærpes op til turneringsstart. Testkampe bliver aldrig det samme, som når man spiller om points, men alligevel har det stor betydning at vinde fodboldkampe, både for selvtilliden, for humøret og for at få bekræftet at man er på rette vej.

     

    Kampen spilles på kunstgræsbanen i Løgumkloster, søndag den 3. februar kl. 13.00

     

  • Høje forventninger til FC Sydvests U19

    Træner Lars Hansen har store ambitioner omkring FC Sydvests U19-hold, der spiller i A-rækken. Han mener, at holdet har gode muligheder for at spille sig i top-to, efter at have endt på en tredjeplads i efteråret.
    ”Det afhænger af os selv, for spillemæssigt kan vi sagtens være med. Har spillerne den rigtige indstilling, så spiller vi med helt i toppen”, siger Lars Hansen.

     

    U19-holdet begyndte træning i sidste uge, og de cirka 14 spillere lagde ud med fysisk træning. Desuden er syv træningskampe lagt ind i programmet, inden sæsonen begynder midt i april.
    ”Der bliver knald på, men det kan de unge ben sagtens holde til”, siger Lars Hansen.

     

    Træningen ligger tirsdag og torsdag klokken 19.00.

     

    U19 kører et tæt samarbejde med FC Sydvests hold i 2. division. Et par gange i løbet af sæsonen træner enkelte spillere med førsteholdstruppen, hvor de får lov at prøve kræfter med et lidt højere tempo. I efteråret fik midterforsvarsspilleren Drilon Braha fra årgang 1994 således spilletid i 2. division.
    26/2/2013

  • Søndagens kamp aflyst

    Søndagens planlagte testkamp mod TSV Schilksee er desværre blevet aflyst, da tyskernes trup er hårdt ramt af influenza. Derfor bliver vores næste testkamp mod Sønderborg, en kamp der spilles næste søndag kl. 13.00 i Løgumkloster. "Det er selvfølgelig meget ærgerligt at kampen bliver aflyst, men skal man forsøge at trække det positive frem, må det være, at vi selv har en del småskader i truppen og derfor undgår at belaste disse spillere unødigt meget", udtaler Ulrik Pedersen.

  • Jakob Eriksen glæder sig til at bidrage

    Jakob Eriksen trænede sammen med Superliga-truppen i SønderjyskE, men kom aldrig for alvor på tale til at spille kampe på højeste niveau. Derfor skiftede han i sidste uge til FC Sydvest, hvor han går direkte ind i førsteholdstruppen.

    ”Jeg glæder mig til at blive en del af en trup, hvor jeg kan bidrage med noget. Her kan jeg også fokusere på min egen udvikling”, siger den 19-årige midtbanespiller, der både kan spille offensiv midtbane, på kanten eller offensiv back.

    God boldbehandling, hurtige fødder og alsidighed er Jakob Eriksens forcer, når han selv skal sætte ord på dem. Træner Ulrik Pedersen beskriver ham desuden som en løbestærk spiller og roste ham efter sidste weekends testkamp mod FC Fredericia, hvor Jakob Eriksen fik samtlige 90 minutter på den centrale midtbane.

    ”Vi skal naturligvis kæmpe for overlevelse, men det virker som en god trup med en god gejst, så jeg tror på det”, siger Jakob Eriksen om sit skifte til FC Sydvest.

    Den unge midtbanespiller er fra Haderslev og spillede i HK, før han kom til SønderjyskE.

    21/02/2013

  • Status fra 2. divisions-truppen

     

    Selvom sæsonen stadig ligger et stykke ude i fremtiden, så er FC Sydvest i fuld gang med at forberede sig på kampen for overlevelse i 2. division. De kolde vintermåneder bliver udnyttet til fysisk træning, hvor spillerne kan finde grundformen. Det sker både med bold, men også ved almindelig kondiløb. Noget spillerne tager med godt humør ifølge Træner Ulrik Pedersen. Desuden fortsætter holdet med at træne tre gange om ugen, som det blev indført i løbet af efteråret 2012.

    ”Vi har stort set ingen skader i modsætning til efteråret, hvor det var et stort problem. Truppen er rigtig god, og selvom det bliver et hundeslagsmål, så tror jeg, at vi er godt stillet i kampen for overlevelse”, siger Ulrik Pedersen om status for 2. divisionsholdet i øjeblikket.

    FC Sydvest har spillet to træningskampe i år og har en håndfuld flere på programmet, inden turneringen genoptages i april.

    Som vi skrev på hjemmesiden for nylig, så er flere nye spillere kommet til klubben. Søren Tørnqvist fra Ribe og Morten Hansen og Jakob Eriksen fra SønderjyskE. Interview med sidstnævnte kommer snart her på hjemmesiden.

    19/02/2013

  • Anders Truelsen tvivlsom

     

    FC Sydvests angriber, Anders Truelsen, har for nylig fået konstateret kyssesyge, og han må derfor holde en ufrivillig pause fra træningen. Fra en til tre måneder kan der gå, før Sydvests næstmest scorende spiller i efteråret bliver kampklar. Det er derfor tvivlsomt, om han kan spille, når turneringen genoptages i april.

    ”Jeg prøver at holde mig i gang med let træning, så meget som jeg kan holde til, for det er kun slemt i perioder. Jeg er jo ikke syg og ligger i sengen”, siger Anders Truelsen.
    ”Jeg håber, at jeg i hvert fald er tilbage på træningsbanen, når sæsonen begynder, men det er svært at sige noget om, når det drejer sig om kyssesyge.”

    18/02/2013

  • Positive elementer trods nederlag

     

    Gårsdagens testkamp mod 1. divisionsholdet FC Fredericia endte med et nederlag på 0-3 efter to mål i første halvleg og et mål midt i anden halvleg. Træner Ulrik Pedersen tager alligevel en række positive ting med sig videre fra kampen.

    ”Jeg synes faktisk, kampen var opløftende, for vi var meget bedre med, end jeg havde forventet. Vi formåede både at presse Fredericia og klarede at holde på bolden i lange perioder”, siger Ulrik Pedersen.

    FC Sydvest-spillerne pressede gæsterne en del højere på banen, end Ulrik Pedersen havde lagt op til forud for kampen, men det synes træneren blot var positivt.

    ”Det var imponerende, og som jeg sagde til spillerne, så kan de bedst selv fornemme det inde på banen”, mener han.
    ”Der er sket meget både spillemæssigt og formmæssigt siden sidste testkamp.”

    Jacob Eriksen var nyt ansigt på holdet. Han er kommet til FC Sydvest fra SønderjyskE og spillede hele kampen på den centrale midtbane, hvor han gjorde en fin indsats og viste sin kvalitet som løbestærk fodboldspiller. Læs mere om Jacob Eriksen her på hjemmesiden i den nærmeste fremtid.

    17/02/2013

  • FC Sydvest vs. FC Fredericia

    Det er en hård nyser der venter FC Sydvest, når vi i morgen tager imod 1. divisionsholdet FC Fredericia. Ingen tvivl om at vi skal helt op i gear fra starten og ud at løbe nogle kilometer, hvis vi bare skal have den mindste chance for, at gøre livet en smule surt for vores modstander. Selvfølgelig bør der være niveauforskel på de to hold, men nogle gange kan kløgt og hårdt arbejde tilnærmelsesvis udligne forskellen og det håber vi på bliver bevist i morgen.

    Det ligger fast, at der bliver debut til Jacob Eriksen, som er kommet til fra SønderjyskE og spændende bliver det at se, hvor langt vi er nået formmæssigt.

     

    Kampen spilles i Løgumkloster, lørdag den 16. februar kl. 10.30

     

  • U17 i fuld gang

     

    FC Sydvests U17-hold er godt i gang med træningen. Træner Jørn Torp fortæller at 16-20 spillere er til træning hver gang, hvilket han er godt tilfreds med. Træningen begynder for alvor i næste uge, hvor der også afholdes spiller- og forældremøde mandag aften efter træningen.
    ”Indtil videre har vi taget det stille og roligt, men nu kører vi hårdere på”, siger Jørn Torp, som har arrangeret træningskampe for U17-spillerne helt frem til turneringsstart i april.

    På trænersiden er Per Nielsen trådt til som leder for U17's andethold i foråret. Det er meningen at Per Nielsen skal stå i spidsen for andetholdet til træning og til kamp.

    Spiller- og forældremøde for FC Sydvests U17 afholdes i Løgumkloster mandag den 18. april klokken 20 umiddelbart efter træningen. Det er for alle spillere og forældre, samt interesserede uden for klubben.

    13/02/2013 

  • U17 holder spiller- og forældremøde

     

    FC Sydvests U17-spillere er i fuld gang med træningen, som i de kolde vintermåneder mest har budt på konditionstræning. Nu, hvor træningen begynder for alvor, indkalder træner Jørn Torp til spiller- og forældremøde mandag den 18. februar klokken 20.00 i Løgumkloster. Det afholdes umiddelbart efter holdets træningspas.

    Alle spillere og forældre er inviterede ligesom spillere udenfor klubben, der skulle have interesse i at høre mere om FC Sydvests U17-hold. Mødet vil være en forberedelse på forårssæsonen og gennemgang af, hvad det vil sige at være fodboldspiller i FC Sydvest.

    12/02/2013