NYHEDER

  • Marienlyst vs. FC Sydvest

    På søndag spiller FC Sydvest i Odense mod de nykårede vindere af 2. Division Vest, Marienlyst. En kæmpe præstation af holdet der for bare to sæsoner siden spillede i Danmarksserien – i øvrigt sammen med FC Sydvest. Vi ønsker stort tillykke og held og lykke i den kommende sæson, hvor den står på 1. divisionsbold. Det bliver en stor dag for holdet søndag, når de bliver hyldet af hjemmepublikummet…

    Det er jo top mod bund der mødes og kigger man på de tørre tal, er hjemmeholdet klare favoritter, men bag tallene gemmer der sig en lidt anden historie; det er rækkens to mest formstærke hold der skal spille mod hinanden og vi tager ikke til Fyn for at lægge os ned – dertil er kampen alt for vigtig for os. For hvor Marienlyst har deres på det tørre med oprykningen i hus, kæmper vi stadig for livet i rækken og point(s) på søndag vil være en stor hjælp på den konto.

    Simon Hansen blev desværre skadet i den seneste kamp og meldingen lyder på seks ugers pause, så han er definitivt ude de sidste to kampe. Ærgerligt for Simon og ligeså ærgerligt for holdet, men vi skal nok finde en der kan tage over for ham, indtil han er tilbage. Ellers er det de samme spillere som sidst der skal forsøge at hente en sejr i provinsen – vi ved det bliver svært, men større overraskelser er nu set før…

     

    Kampen spilles søndag den 16. juni kl. 15.00 ved MARIENLYSTCENTRET, Windelsvej 138, 5000 Odense C

  • FC Sydvest er et skridt tættere på 2. division til næste år

    FC Sydvest leverede i weekenden en utrolig flot præstation og kunne slå rækkens tredje bedste hold Blokhus med 3-0.

    Første halvleg foregik meget lige med gode chancer i begge ender. Især Marco Hansen viste at han ville være en konstant trussel for Blokhus. Marco havde 2-3 gode chancer i første halvleg, bolden kom dog ikke i mål.

    I anden halvleg kom hjemmeholdet susende fra start, og var farlige i alle faser af spillet. I det 53. minut falder føringsmålet. Det var Jakob Eriksen der lavede stikningen ind i feltet, hvor Marco Hansen lagde bolden i nettet.

    Kort inde i anden halvleg foretog træner Ulrik Pedersen en udskiftning. Det var Jesper Rasmussen der satte sig på bænken og Thomas Gormsen der kom susende ud på banen. Efter kun få minutter inde på banen kunne Thomas Gormsen sætte to bolde i mål og derved sikre sejren for FC Sydvest.

    Hvorimod ikke alle de andre resultater gik FC Sydvests vej, så ser det nu meget lyst ud for Sydvest og det begynder at lugte af 2. division til næste sæson. 

    FC Sydvest spiller næste kamp på udebane mod Marienlyst, der i lørdags fik sikret sig oprykning til 1. division

     

     

  • FC Sydvest vs. Blokhus

    Den tredje kamp på seks dage spilles i morgen, lørdag. Modstanderen er rækkens nr. 3, Blokhus, som er inde i en god periode – senest slog de Skovbakken 2-1.

    Vi selv er selvfølgelig glade og stolte over indsatsen og sejren i kampen mod Næsby i onsdags, men er også bevidste om vigtigheden af, at få armene ned hurtigt, så vi er helt parate, når der fløjtes op til en ny kamp i weekenden. Vi er stadig presset i bunden af tabellen og enhver kan se hvad en sejr i kampen vil betyde – ikke dermed sagt at noget som helst er afgjort ved evt. sejr…

    Vi slap for skader og advarsler i den seneste kamp og dermed er ændringerne til kampen mod Blokhus, at Thomas Gormsen og Jacob Stolberg vender tilbage til truppen, efter henholdsvis at være forhindret af arbejde og karantæne.

    Vi håber på godt vejr, en god bane og mange tilskuere til denne vigtige kamp – velkommen til tilskuere, dommere og Blokhus!

     

    Kampen spilles lørdag den 8. juni kl. 15.30 i Løgumkloster.

  • mountain bike løb lørdag 8 juni

    Vadehavsløbet MTB lørdag kl 10.30 i Tingdal Plantage ved hjerpsted

    Prøv at køre mountainbike løb i Ballum så mød op på lørdag
    I kan godt nå at se hjemmekampen mod Blokhus senere på dagen



    Kør til Stampemøllevej 13, 6280 Højer (ved Hjerpsted)
    (Koordinat : 55.0148,8.65779)
     
    Hvor vi kl 10 kører på cykel til
    til startområdet
    Vi kører samlet langs stranden indtil løbet frigives ind mod tingdal plantage
    hvor der køres 5 runder inde i plantagen
     
     Evt tilskuere kan gå fra Stampemøllevej 13 til målområdet som har koordinater
    55.007289, 8.670260

     

  • Næsby - FC Sydvest 1 - 2

    Det blev til en dejlig og fortjent sejr på 1 - 2 i Næsby. FC Sydvest holdet leverede i dag en af forårets bedste præstationer. Spillerne løb og kæmpede så det var en fryd for øjet. Og det gav fuld udbytte i form af 3 dejlige point. Tænker man lidt nærmere over tingene, så mødte vi så sent som sidste år Næsbys 2. hold i danmarksserien. Dengang havde vi 2 meget lige kampe mod dem. I dag stod vi så overfor Næsbys 1. hold - denne gang på udebane - en lidt større mundfuld skulle man mene. På hjemmebane mod Næsby i efteråret spillede vi uafgjort 2 - 2, i en kamp hvor Næsby dengang udligner i de sidste sekunder af kampen. Næsby starter kampen bedst. Men efter 10 minutter begynder vi at tilkæmpe os et spilovertag. Agressivitet i duellerne kombineret med intelligent spil var kendetegnet, i en første halvleg, hvor 2 flotte scoringer gjorde, at vi kunne gå til pausen med en to måls føring. Den første scoring stod Rene Hansen for - et rigtigt flot langskud fra distancen efter godt forarbejde af Jakob Eriksen. Allerede minuttet efter finder Jesper Rasmussen med en dybdepasning Christian Degn, Degn sender et rigtigt godt indlæg ind i hovedet på Marco Hansen, som sikkert scorer 0 - 2 efter 35 minutter. Anden halvleg: Fra bænken føles det som om vi har fuld kontrol over kampen. Vi står godt på banen, spiller fornuftig og arbejder benhårdt for hinanden. Vi har i 2. Halvleg flere store chancer for endelig at lukke kampen med vores 3. scoring - den udeblev dog. Og i stedet scorer Næsby i det 73 minut på en standardsituation, i en sammenhæng, hvor vi forinden godt kunne have udvist lidt mere kynisme. I stedet for 0 - 3, blev det således til 1 - 2, og de sidste 20 minutter af kampen bliver mere nervepirrende end vi kunne have ønsket - med spildominans til Næsby og et par gode omstillingsmuligheder til os. Spillerne skal i den grad have ros for deres indsats og præstation denne onsdag aften i Næsby. Disciplin, løbevillighed og råstyrke er endnu et par tillægsord, som ville kunne sættes på det som holdet viste her til aften. Næste kamp er på lørdag kl. 15.30 på hjemmebane mod Blokhus.

  • Næsby Boldklub vs. FC Sydvest

    Allerede onsdag, Grundlovsdag, drager vi endnu engang til Fyn – denne gang er modstanderen Næsby. Igen møder vi en modstander fra den øverste del af rækken og igen skal vi levere tæt på topniveau, hvis vi skal kunne gøre os forhåbninger om point(s).

    På trods af nederlaget i søndags til Svendborg, synes jeg stadig vi er inde i en god periode, både hvad angår spil og indsats. De fleste vil kunne se, at holdet har gennemgået en stor udvikling det seneste års tid og lige pt. synes jeg absolut vi ligner et hold der bør spille i 2. division – også næste år. Det er dog ikke en jury der sidder og bestemmer hvem der har gjort sig fortjent til det ene og andet, men selvfølgelig pointene der er afgørende, når regnskabet skal gøres op og her er der endnu et stykke vej. Vi møder nogle ”hårde nysere” i de sidste kampe og vi er ganske enkelt pisket til, at vinde et par kampe mod nogle af de hold der på papiret – og nok også i den virkelige verden - er bedre end os.

    Det kan også ”sagtens” lade sig gøre, men det kommer ikke af sig selv. Vi skal give alt hvad vi har i disse kampe, være disciplinerede og fokuserede i 90 min. og fremfor alt skal vi være effektive! Fodbold handler langt hen ad vejen om, at slå til i sine gode perioder i kampene. Lige præcis til den disciplin var Svendborg bedre end os i søndags og bl.a. derfor løb de med sejren. Fortjent eller ufortjent – det er ikke så vigtigt. Holdet der står med de 3 points efter kampen har gjort det rigtige – det er jo charmen ved fodbold siger man...

    Det er jo et lidt hårdt program for sådan nogle fuldtids-amatører som os i disse dage. 3 kampe på seks dage kan godt være hård kost – ikke mindst når to af kampene spilles på udebane, med dertilhørende lang bustur forinden. Vi klager dog ikke, det er jo i kampene vi skal vise, at vi har trænet. Apropos træning er det ikke meget det bliver til i øjeblikket, da det primært drejer sig om at holde folk friske og fri fra skader til slutspurten i 2. division.

    Vi håber at vi ”kun” skal undvære Jacob Stolberg, der er ude med karantæne, i forhold til kampen mod Svendborg. Et par spillere måtte forlade banen med småskavanker, men vi håber at have dem klar til onsdag – med eller uden en sundhedssektor i klubben…

     

    Kampen spilles på Næsby Stadion, Grundlovsdag kl. 19.00.

  • FC Svendborg - FC Sydvest 2 - 1

    FC Svendborg - FC Sydvest 2 - 1 Af de hold vi mødte i efteråret, var Svendborg et af de hold, hvor vi måtte erkende, at vi bare mødte et bedre hold. Den kamp blev tabt med 3 - 5. Denne gang var vilkårene, set fra vores side, lidt anderledes. Kampen var i det store hele meget lige og åben. Og udfaldet kunne være gået begge veje i dag. Vi kommer godt fra start. Allerede efter knap 2 minutter af kampen forfølger Marco Hansen en lang bold, hvor Svendborgs forsvarer og målmand tøver - Marco tager duellen med målmanden og set med Sydvest briller var det en regulær duel. Duellen vindes og målmanden kan ikke holde bolden, hvorefter Marco nemt kan bringe os foran 0 - 1. 2 standardsituationer blev udslagsgivende for kampen. J. Hvilsom udligner i det 35 minut for Svendborg. En høj frisparksbold sendes over i det bagerste område - bolden bliver headet på tværs og her scorer en forholdsvis umarkeret Hvilsom. I det 48 minut er det igen Hvilsom der scorer. Denne gang efter et hjørnespark, hvor bolden bliver sparket mod bagerste område og hvor den derfra igen sendes ind i feltet til en fri Hvilsom. Det var ikke en kamp, hvor der blev produceret chancer på samlebånd. Vi har vores chancer og Svendborg har deres. Eriksen og Truelsen har vores 2 største chancer, mens overlæggeren og Jepsen var i vejen for Svendborg 2 største chancer. Svendborg var skarpest og derved slutter en stime på 5 kampe uden nederlag for FC Sydvest. Vi kan dog allerede på onsdag i Næsby komme tilbage på sporet igen.

  • FC Svendborg vs. FC Sydvest

    FC Sydvest spiller på søndag udekamp i Svendborg – statistisk set ét af rækkens klart bedste hjemmehold. Vores modstander er, ligesom os selv, inde i en ret god stime og har heller ikke tabt i deres seneste fem opgør. Derfor er det to formstærke hold der mødes denne søndag på det idylliske og hyggelige ”Høje Bøge Stadion”. Vi kommer dog ikke for at hygge os, dertil er situationen i bunden af tabellen lidt for anstrengt, men for at byde Svendborg op til dans og kan vi fortsætte vores fine takter er point(s) langt fra usandsynligt.

    Vi har i de seneste mange kampe spillet med en stort set uændret trup, hvilket har gjort at vi har fået noget kontinuitet og rytme ind på holdet, som vi i den grad savnede i efteråret. Der er kamp om pladserne i start-elleveren og det er en fornøjelse at se, at den skuffelse der måtte ligge i at starte på bænken bliver vendt til noget positivt, ment på den måde, at man i den tid man får på banen gør ALT for at spille sig i startopstillingen. Det betyder meget for os ude på sidelinjen at vide, at vi ikke svækker holdet når vi skifter ud – senest illustreret i weekendens kamp mod Skovbakken.

    Det er godt nok rækkens nr. 6 mod nr. 13 der mødes, men lur mig om ikke det bliver svært at se på søndag – vi vil i hvert fald gøre vores….

    Kampen spilles på Høje Bøge Stadion, søndag den 2. juni kl. 13.00

     

  • Endnu en flot præstation af FC Sydvest

    FC Sydvest stod i dag overfor "forårets hold" Skovbakken, der før kampen kun havde fået fire mål imod, dette skyldes et meget stærkt forsvar.

    Kampen startede også som ventet, med Skovbakken der trak sig langt tilbage i banen og ventede på det mindste fejltrin af Sydvest, som de kunne straffe med en lynhurtig kontra.

    Et kvarter inde i kampen skete det, en hurtig kontra op ad ventre angrebsside og et flot indlæg der rammer lige i panden på Skovbakkens Rasmus Breiner, uden chance for målmand Morten Jepsen.

    Dette var vækkeuret for FC Sydvest, som løbende havde flere store chancer. Jakob Stolberg, Morten Jepsen og Jesper Rasmussen havde alle store muligheder for at udligne inden pausen, men Skovbakkens solide defensive tillod intet.

    Anden halvleg fortsatte i det høje tempo og med FC Sydvest i styring. Allerede inden for seks minutter kommer Jacob Eriksen fri på venstre side og spiller bolden mod midten hvor Kasper Sørensen står udækket. Skovbakkens målmand Thorsten Vangsgård får dog fingrene på. Også Rene Hansen sender et forrygende skud udefra mod mål, skuddet rammer dog kun indersiden af overlæggeren.

    FC Sydvest træner Ulrik Pedersen føler dog at holdet skal frem og score og skifter inden for anden halvleg begge angribere ud for at gøre plads til Thomas Gormsen og Anders Truelsen. Dette viser sig at være den rette beslutning. Begge angrebsstyrker viser sig utrolig farlige og i det 83. minut kommer forløsningen fra foden af Thomas Gormsen, efter et indlæg af Morten Hansen. 

    Slutfasen var meget hektisk hvor begge hold kommer til gode chancer, begge målmænder er dog altid på pletten og holder hver deres bur rent.

    FC Sydvest er nu ubesejret i fem kampe i streg og kan for første gang glæde sig over, at befinde sig over nedrykningsstregen.

     

  • FC Sydvest vs. Skovbakken

    På lørdag får vi besøg af ”Forårets hold”, Skovbakken. De fleste havde nok spået, at Skovbakken skulle kæmpe for at undgå nedrykning her i foråret, men den spådom har vist sig slet ikke at holde vand, da holdet har fjernet al tvivl om deres eksistens i rækken – allerede nu! Imponerende godt gået og vi kan kun lette på hatten og kippe med flaget af den præstation. Resultaterne er kommet ud af stenhårdt arbejde på banen, krydret med en meget stram organisation. Holdet giver ikke mange chancer væk og er meget disciplinerede i deres spil og har ikke de store ambitioner om at underholde, hvilket man ikke kan fortænke dem i.

    Derfor bliver det en hård opgave der venter os i Løgumkloster på lørdag, men vi er også selv godt kørende og har stadigvæk hårdt brug for sejre, hvis sæsonmålet om forbliven i rækken skal opfyldes. Vi har de seneste 4-5 kampe kunnet gøre brug af stort set de samme spillere og det har selvfølgelig bevirket, at vi har fået en vis rytme i spillet. Der er dog andre der presser hårdt på for en plads i startopstillingen og i øjeblikket giver holdopstillingen heldigvis ikke sig selv, hvilket er med til at skærpe spillerne – både til træning og i kamp.

    Vi viste senest i Varde, at vi er et rigtig godt hold når vi leverer 100 % over hele linjen, men blev også mindet om hvor ordinære vi kan se ud, hvis vi begynder at slække på indsatsen. Når nu udfaldet blev som det blev (sejr), var det måske ikke så dårligt for os lige at få den reminder…

    Med seks runder tilbage begynder tingene at spidse til, men vi er klar til at jagte flere points og forhåbentlig får vi også noget ud af anstrengelserne på lørdag.

    Kampen spilles lørdag den 25. maj kl. 15.30 i Løgumkloster - Velkommen til Skovbakken, tilskuere og dommertrio!

  • Varde IF - FC Sydvest 1 - 2

     

    Den 3. sejr i træk blev en realitet, da FC Sydvest besejrede Varde IF 1 – 2 på udebane. Resultatet betyder, at Sydvest stadig ligger under stregen, men at der i den grad er kontakt med holdene på den rigtige side.

     

    FC Sydvest var fra startfløjtet foran i både tanke og handling og vandt stort set alle dueller og 2. bolde. Kampen kunne således allerede have været afgjort inden pausen, men heldet var med Varde-holdet. Der blev skabt rigtig mange gode muligheder, i de første 45 minutter. Godt og intelligent spil var medvirkende til et stort spilovertag. Standardsituationer – især hjørnesparkene, var tæt på flere gange at give udbytte. Det var også efter et hjørnespark, at Marten Van Ittersum, i det 21 minut, kunne bringe FC Sydvest foran. Flere scoringer blev det desværre ikke til i første halvleg.

     

    Varde kommer bedst ud til 2. halvleg. Og i en periode på ca. 25 minutter – er det Varde der sætter dagsordenen. Efter 56 minutters spil udligner vardes Jack Holt i forbindelse med et indlæg. Flere gode redninger af FC Sydvests målmand Morten Jepsen, gjorde, at Varde ikke fik scoret yderligere i deres gode periode. Indskiftede Thomas Gormsen arbejder i det 87 minut rigtig godt – og finder med en flot spilning Marco Hansen – der bliver matchvinder for Sydvest med sin 3. scoring i forårssæsonen.

     

    Set over hele kampen var sejren og dermed de 3 point fortjent. Vi burde have lukket og slukket kampen efter en rigtig flot første halvleg. Og selv om Varde spiller sig frem til flere store muligheder i anden halvleg, ville det have været en bitter pille at sluge, hvis vi ikke have fået fuldt udbytte med hjem.  

     

    Næste kamp spilles lørdag på hjemmebane i Løgumkloster kl. 15.30 mod Skovbakken. Flere tidligere Sydvest spillere tørner ud for den århusianske klub, så det bliver et spændende gensyn.

     

     

  • igen sejer til FC Sydvest

    en vigtig sejer kom i hus i lørdagens udekamp mod Varde, 1 - 2 blev det til FC Sydvest

    et fyldigt referat vil komme på siden, søndag eftermiddag

  • Varde vs. FC Sydvest

    Efter sidste uges flotte resultater handler det for alle fra FC Sydvest om, at få armene ned igen og stikke hænderne ned i posen med arbejdshandsker. Vi skal nemlig en tur til Varde lørdag, hvor der venter os en svær opgave mod et hold der, ligesom os, har kniven for struben når det gælder overlevelse i 2. division Vest. Der kan næppe være tvivl om, at vi kommer til at møde et tændt Varde hold og for os gælder det om at stå imod og fortsætte de gode takter vi har vist længe, gerne med en sejr til følge. Varde ligger inden kampen placeret på sidstepladsen – en plads der har tilhørt os næsten hele sæsonen….

    Vi kommer ind til kampen med selvtillid og styrket tro på egne evner, men vi er også bevidste om hvad der skal til for at bibeholde momentum: stenhårdt arbejde! Mange baner har indtil nu ikke været til at spille ”feinsmecker” fodbold på og derfor har mange kampe handlet om dueller og fysik generelt. Det har vi sådan set løst fint og vi er klar til endnu et stort slag i weekenden.

    I forhold til kampen mod Skanderborg har vi de samme spillere til rådighed + René Hansen som vender tilbage fra karantæne.

    Kampen spilles på Sydbank Stadion lørdag den 18. maj kl. 15.00

  • Godt humør på grønsværen.

     

    Nyt fra træningsbanen

     

    Der var god stemning og højt humør på til mandagens træning.

    7 points ugen blev evalueret og så blev de unge ellers sat på plads af de gamle i forskellige konkurrencer.

    På billedet ses Esben Nissen og Morten Pedersen i gang med at vise deres elegante teknik ned mod en meget sikker sidste skanse - repræsenteret ved Rene Hansen. 

  • Syvende point på en uge

    Dagens kamp imod Skanderborg var den tredje på blot en uge. Men hvilken uge, FC Sydvest har hentet syv point i de tre kampe. Hvor holdet for en uge siden lå på sidstepladsen er der nu kun to point op til Kjellerup på 13. pladsen.
    Det startede i dagens kamp ikke for godt for hjemmeholdet. Skanderborg lagde bedst fra land i den meget jævnbyrdige kamp. Efter et kvarters spil kom hjemmeholdet dog ind i kampen og fik styr på de fysisk stærke og store Skanderborgspillere.
    Blot få minutter før pausefløjtet lagde Esben Tøstesen en lang aflevering ind i panden på Anders Truelsen der headede føringen ind i det lange hjørne.
    I anden halvleg spiller Skanderborg mere direkte og forsøger at slå høje afleveringer ind i hjemmeholdets felt. Disse forsøg å udligningen bliver afvist af FCS forsvaret.
    Derfor ender kampen med en hjemmesejr på 1-0. Hvilket på mange måder glædede træner Ulrik Pedersen:
    - Vi holder stand mod et fysisk stærkere hold, det er glædeligt. Samtidig tror jeg helt sikkert på at vi med lidt held i afgørende situationer, kan lukke kampen med en scoring mere. Vores spil bliver mod slutningen forkrampet og stift, men alligevel vandt vi tre vigtige point.

  • FC Sydvest vs. Skanderborg

    I morgen tager vi hul på den sidste af tre kampe på syv dage, som man herhjemme betegner som en ”engelsk uge”. Uden at have googlet det antager jeg, at det er antallet af kampe på relativt kort tid der hentydes til, da de fleste der har lidt indsigt i fodbold vil vide, at der ovre på ”Øen” spilles betydeligt flere kampe på en sæson end herhjemme. Specielt for et amatørhold som vores kan det godt trække tænder ud, at skulle på langfart en onsdag aften, men vi slap heldigvis af sted med en sejr fra Otterup. Derfor er den foreløbige status på den engelske uge 4 points, hvilket vi meget gerne vil udbygge mod Skanderborg, da vi jo er i en situation hvor points er et must, hvis vi skal bevare vores divisionsstatus.

    Skanderborg er ligesom os oprykkere og har klaret sig rigtig fint i deres første sæson i 2. division, hvor deres direkte og fysisk prægede spillestil, har voldt mange hold problemer. Det gjorde den også for os i den omvendte kamp i Skanderborg, hvor vi efter en god 1. halvleg ikke formåede at holde stand og desværre endte med at tabe kampen. Vi har i foråret vist os, at være i bedre fysisk forfatning end i første halvdel af sæsonen, så det er mit håb at vi også på den front kan byde Skanderborg op til dans i morgen.

    I forhold til kampen mod Otterup er målscorer Rene Hansen ude med karantæne efter et gult kort, til gengæld vender Kasper Sørensen og Christian Degn tilbage i truppen.

    Kampen spilles lørdag den 11. maj kl. 15.30 i Løgumkloster

  • Otterup - FC Sydvest 1 - 3

    "...hvem var det der vandt i dag..." I fodbold kan det være nervepirrende og intenst når der står noget på spil. I sidste sæson var det oprykningen der stod på spil - i denne sæson er det det modsatte. Derfor var det ikke desto mere glædeligt, at det blev til 3 dejlige point i Otterup. Tilbage i Sydvest startopstillingen var en gammel kending. Jakob Stolberg har igen fået lysten tilbage, og han havde da også en afgørende rolle i dagens sejr. Efter en lidt sen ankomst til Otterup, blev kampen udskudt med et kvarter. Da kampen blev fløjtet i gang, skulle sydvest spillerne også lige finde sig selv. Det tog lidt tid inden pasningspillet begyndte at glide. Vi må dog være ærlige og sige, at vi kampen igennem aldrig rigtig fandt ind i den rytme, som vi egentlig i store perioder har vist i de hidtidige kampe her i foråret. I det 26 minut bringer Jesper Rasmussen FC Sydvest foran 0 - 1. Efter et indlæg er det Jakob Stolberg der når højest, og serverer bolden for fødderne af Jesper Rasmussen. Jesper viser træfsikkerhed og scorer sikkert. Lige inden pausen arbejder Anders Truelsen godt, og bolden ender hos Marco Hansen, der sikkert udplacerer målmanden. Pausestilling 0 - 2 til FC Sydvest. Anden halvleg er kun 3 minutter gammel da Otterup reducerer efter et indlæg. Herefter udvikler kampen sig til at blive en meget hektisk og nervepirrende affære. Derfor var det dejligt at se Rene Hansen i slutminutterne lukke og slukke kampen til resultatet 1 - 3. Renes scoring falder efter en hurtig omstilling, hvor han elegant løfter bolden over målmanden. Kampen var ikke vores bedste i dette forår. Men spillerne viste som altid høj og sublim arbejdsmoral, og sejren var efter bedste overbevisning også fuldt fortjent.

  • Otterup vs. FC Sydvest

    Onsdag aften drager vi en tur til Nordfyn, nærmere bestemt Otterup. Otterup har fået en aldeles fremragende start på foråret og er pt. langt væk fra nedrykningspladserne, hvor mange ellers havde spået dem til at være placeret.

    Det samme kan man desværre ikke sige om os selv, men det er nu ikke fordi vi ikke har haft mulighederne for, at vinde nogle fodboldkampe i den seneste tid. Vi har dog manglet den sidste skarphed, specielt i modstandernes felt, men vi kommer tættere og tættere på og kan vi levere samme spil og energi, som vi gjorde senest mod Aarhus Fremad, vil der også være en realistisk mulighed for sejr i denne kamp.

    I forhold til den seneste kamp må vi desværre undvære Kasper Sørensen og Christian Degn – til gengæld glider Marten van Ittersum tilbage i truppen, sammen med en gammel kending af FC Sydvest, Jacob Stolberg. ”Stolle” har genfundet motivationen og spilleglæden og vil helt sikkert være et godt kort at kunne spille, når fysikken er helt på plads hos ham.

     

    Kampen spilles onsdag den 8. maj kl. 19.00 på Otterup Stadion

  • FC Sydvest tog point fra tophold‏

    FC Sydvest mødte i weekenden topholdet Aarhus fremad og kampen viste sig at være en intens affære.
    Allerede efter 10 minutter kunne udeholdet score kampens første mål, efter et flot udspark fra Århusianernes mål landede bolden for fødderne af målfarlige angriber Peter Rask, som sendte bolden i mål.
    Aarhus Fremad var dog stadig sultne efter mere og kom til flere gode muligheder, men med tiden mistede holdet grebet om kampen og så blev det hjemmeholdets tur til at presse på. Især på højre angrebsside blev der spillet noget flot kombinationsspil af Morten Hansen og Marco Hansen.
    Hen mod slutningen af første halvleg begyndte Aarhus fremad at røre på sig igen og en lang bold landede for fødderne af hurtige Morten Friis der løb fra smatlige af hjemmeholdets forsvarsspillere, rutinerede målmand Morten Jepsen fik dog hånden på bolden og Simon Hansen clearede på mållinjen.
    I pausen foretog hjemmeholdet en udskiftning. Christian Degn satte sig på bænken, mens Lars Bo Lauritzen tog hans plads på banen. Det viste sig at være et godt valg. Nu pressede FC Sydvest udeholdet fra begge sider og Lars Bos første skud på mål ramte overliggeren efter at have ramt en modspiller.
    Aarhus fremad var dog stadig farlige i deres omstillingsspil og deres hurtige angribere kom til gode chancer, men efter 68 minutters spil fik Jakob Eriksen bolden uden for feltet og sendte bolden i en blød bue til modsatte stolpe hvor Rene Hansen stod klar og headede bolden i mål.
    I slutfasen kom begge hold til flere gode muligheder, men begge målmænd formåede at holde buret rent.

  • FC Sydvest vs. Aarhus Fremad

    Top mod bund er der på menuen når Aarhus fremad gæster Løgumkloster i morgen, lørdag. Aarhus Fremad har givetvis ikke fået den start på foråret de havde håbet og troet på, og deres forspring til Marienlyst er hurtigt blevet ædt op, så der er ingen tvivl om, at det er et presset hold der gæster Sønderjylland i morgen. Presset er dog af den mere positive karakter, da det for dem handler om oprykning til landets næstbedste række, hvor vi derimod kæmper for at undgå nedrykning. To forskellige udgangspunkter, men fælles for de to hold er, at kampen har uforholdsmæssig stor betydning.

    Vi går til kampen med en tro på, at vores ganske gode spil snart udmønter sig i nogle points på kontoen, vel vidende at det er mod et af rækkens klart bedste hold vi skal præstere. I forhold til kampen mod Thisted i søndags, har vi anfører Kasper Sørensen tilbage fra karantæne og Morten Hansen har fået lillebror konfirmeret, til gengæld skal viceanfører Marten van Ittersum have storesøster gift, så der er lagt op til ændringer i startformationen.

    Vejret skulle blive godt og mon ikke banen har haft godt af lidt ro, således at de to hold kan give hinanden en intens og spændende forestilling lørdag eftermiddag? Velkommen til tilskuere, dommertrio og Aarhus Fremad.

    Kampen spilles lørdag den 4. maj kl. 15.30 i Løgumkloster