NYHEDER

  • Så skal der point på kontoen

     

    I morgen onsdag aften den 3. juni, spiller FC Sydvest 05 Tønder hjemmekamp mod holdet fra Varde. Kampen fløjtes i gang kl. 19.00 på Bank Parken i Tønder og da må skarpheden meget gerne stige en del i forhold til udekampen mod Thisted. I weekendens udekamp mod thyboerne dominerede FC Sydvest faktisk det meste af kampen, mens hjemmeholdet spillede afventende og sørgede for, at FC Sydvest ikke kom alt for tæt på målrammerne. Det gjorde Thomas Gormsen en enkelt gang midt i anden halvleg, da han udlignede til 1 – 1 – men desværre så kunne Thisted score en gang mere, så det blev en sejr til hjemmeholdet Thisted på 2 – 1.

    Varde kommer til Bank Parken med et uafgjort 2 – 2 hjemme mod topholdet Marienlyst. Det betyder at Varde så er på en 14. plads i tabellen med 22 point for de spillede 26 kampe ind til nu. At holdet kan spille uafgjort mod stærke Marienlyst vidner om, at man ikke skal tage fejl af Varde-holdet og tro at det bliver en nem kamp for FC Sydvest.
    Der er ikke nogen nemme kampe.
    Der skal fightes og kæmpes hele tiden, hvis man vil spille med i divisionsrækken og det håber vi og tror på at cheftræner Bora Zivkovic og hans team får forklaret hele spillertruppen inden kampen mod Varde.
    I weekenden – lørdag den 6. juni – skal FC Sydvest spille på udebane – denne gang mod holdet fra Marienlyst, og det kunne da være sjovt, om FC Sydvest kunne gør Varde kunsten efter – at snuppe point fra topholdet.
    Der er ikke så mange kampe tilbage i turneringen, og målet må være, at komme op over den væmmelige nedrykningsstreg. Der er som bekendt en ændring af turneringen fra 1. august, så der fremover kun skal være 12 hold i 2. division Vest – så det er hele fire hold færre end i denne sæson. Når der så også skal være plads til oprykkere fra Danmarksserien, så bliver der mange hold i den nuværende pulje, som ikke kommer med i 2. division til næste sæson.
    Vi håber og tror at FC Sydvest-holdet har både heldet og viljen til at være med i divisionen også til næste sæson. Rigtig god kamp –kom og vær med på Bank Parken i Tønder. /hol.

  • FC Sydvest uden point i Thisted

    Med fem kampe tilbage af denne sæson i 2. division er det nødvendigt for FC Sydvest at få hentet point, hvis holdet skal kunne spille divisionsbold igen til næste sæson.

    Der var point i luften i weekendens kamp mod Thisted FC, det lykkedes dog ikke FC Sydvest at udnytte holdets dominans på banen.

    Det var ikke nogen velspillet kamp i weekenden. På trods af, at FC Sydvest havde bolden under egen kontrol i store dele af kampen, lykkes det ikke Sydvest-drengene at skabe chancerne.

    Det kunne Thisted til gengæld. Thisteds første chance i kampen faldt i det 48. minut og det blev samtidigt kampens første mål, da Glenn Rask kunne sende bolden i netmaskerne hos Kasper Tiedemann.

    Thomas Gormsen kunne endelig, et kvarter før tid, udligne for FC Sydvest, men glæden varede ikke længe, da Glenn Rask få minutter efter kunne sende bolden i mål igen.

    FC Sydvest spiller næste kamp på onsdag kl. 19 på hjemmebane mod Varde IF.

  • Fansene: Fremragende fodboldkamp

    En fodboldkamp der har alt hvad man kan forlange, blev i dag spillet på Bankparken i Tønder.

     

    Mere kan man bare ikke forlange. Gratis adgang, spænding til sidste sekund og et velspillende hjemmehold der vader i chancer. Læg dertil et levende hjemmepublikum og 7 mål og du har alt hvad du kan forlange. De eneste der må ærger sig, er dem der ikke var til stede på Bankparken.

     

    48 sekunder gik der, og så lå bolden i nettet bag Kasper Tiedemann. De næste 9 minutter var der konstant pres på gæsternes mål og efter 10 minutter blev der dømt straffe til Kjellerup. 0-2 og så var det op af bakke for FC Sydvest 05 Tønder der ikke har vundet i lang tid og derfor var lidt ramt på selvtilliden.

     

    Vi fans har aldrig før set FC Sydvest producere så mange chancer, men den sidste lange tå manglede bare igen og igen. 1-2 efter 29 minutter og 2-2 kort efter pausen gav fornyet håb, et håb der var ved at blive slukket efter et selvmål, et kvarter før tid efter en misforståelse bagi.

     

    De sidste 5 minutter går over i historien, da holdet nægtede at give op og Christian Degn med 2 mål, det sidste efter 92 minutter vendte op og ned på humøret. En fantastisk og meget fortjent sejr, men det holdt hårdt og mon ikke selvtilliden fik et hak opad i dag.

     

    Fansene var hurtigt enige om at Sebastian Billund skulle kåres til "man of the match". Sikken en kamp han spiller og han skaber chancer på stribe, var fuldstændig umulig at styre for modstanderne. Også Alexa Vukomanovic og Simon Hansen spillede fremragende.

     

    Nu er vi igen med og vil være på plads når Varde kigger forbi på Bankparken i Tønder.

     

  • Nu eller aldrig for FC Sydvest

     

    FC Sydvest kæmper om overlevelsen

     

    Det er vind eller forsvind for FC Sydvest i dagens kamp. Uden sejr ser det for alvor sort ud for Sydvest-truppen og drømmen om at overleve i 2. division vil se meget sort ud.

     

    FC Sydvest kunne vinde 2-1 sidst de to hold mødtes og spillemæssigt er FC Sydvest også det bedre hold. Sydvest har de seneste kampe været i kontrol størstedelen af tiden, men uden effektivitet fremad i banen, både i form af chancer og afslutninger. Dette skal alt sammen ændre sig i morgen mod Kjellerup. Der efterlyses effektivitet og kynisme i angrebet, hvis Sydvest skal holde håbet om divisionsfodbold i live. 

    Det er aldrig rart at stå i sådanne situationer, men FC Sydvest har tidligere på sæsonen vist, at mandskabet kan spille lige op med de bedste hold i rækken, så hvorfor ikke også med de dårligere? Slutspurten spidser til, og FC Sydvest vil med en sejr i morgendagens kamp stadig have en chance for at opnå divisionsfodbold til næste år.

     

    Der vil være gratis entre til denne kamp og også de sidste kampe i denne sæson, FC Sydvest håber på mange tilskuere der har lyst til at støtte op om holdet.

     

    LRI

  • Kom og støt drengene, det koster ikke noget

    Det er nu at de sidste point skal samles, så vi igen til næste sæsons kan spille 2. division, derfor er der GRATIS adgang til de sidste kampe.

    Vi møder Kjellerup, hvor blanandet Thomas Røll spiller med, Thomas Røll som er opvokset i Bylderup Bov og har spillet sine ungdomsår i Tønder SF.

    derefter har han bla. spillet i Silkeborg og FC København, udtagelser til A Landsholdet har der også været.

  • Næstved for stor en mundfuld

    Topholdet Næstved kunne sætte yderligere tre point ind på kontoen efter besøget fra FC Sydvest 05 Tønder. 4 – 0 blev facit efter 2 – 0 ved pausen. Der var ikke så meget at sige til topholdet og hjemmeholdets sejr – selv om FC Sydvest kæmpede med alle midler, så lykkedes det ikke at lukke det bundsolide hjemme-forsvar op. Derimod havde Næstveds frontløbere flere gode muligheder. Allerede efter kun 8 minutters spil var den tidligere FC Sydvest-angriber Samuel Adjei på færde og kunne banke bolden ind til hjemmeholdets føring. Midt i første halvleg blev det igen til scoring for Næstved, som kunne gå til pausen foran med 2 – 0. Men FC Sydvest var ikke slået. Holdet kom godt igen efter pausen og kæmpede alt hvad de har lært. I de allersidste 6 – 7 minutter var både heldet og dygtigheden med Næstved som kunne nette to gange mere til slutfacit 4 – 0. Måske lidt i overkanten set i lyset af kampens indhold og fordeling. Men der er nu kun en ting at gøre for FC Sydvest-mandskabet. På lørdag – Pinselørdag – kommer holdet fra Kjellerup til Bank Parken i Tønder. Kjellerup ligger p.t. to pladser lavere end FC Sydvest – det vil sige på en 14. plads med 20 point for det spillede kampe. FC Sydvest har høstet 29 point og skal gerne sætte nogle flere point ind for at komme til at hænge i dyndet til slut. Kjellerup fik et point på kontoen i weekendens hjemmekamp – det var bundopgøret mod Varde, som endte med pointdeling efter resultatet 2 – 2. Når Bora Zivkovic og hans mandskab får rystet resultatet mod Næstved af sig, så håber vi på, at holdet kan se at de faktisk gjorde en god figur mod det suveræne tophold. Der skulle såmænd ikke så meget til – så var det også blevet til scoring for FC Sydvest. Kan man ramme et godt niveau på dagen, så er der gode muligheder for at få point i næste hjemmekamp. Så op på hesten igen og få det bedste ud af kampen. Så håber vi naturligvis også på, at publikum efterhånden får øjnene op for, at det kan være sjovt og meget spændende at komme til fodboldkamp på Bank Parken i Tønder. Rigtig god fornøjelse. /hol.

  • Opvisningskamp SønderjyskE mod FC Sydvest 05

    FC Sydvest 05 er inviteret til Bylderup Bov for at spille opvisningskamp

    det bliver tirsdag den, 30. juni kl. 18.30 ved Bylderup Idrætscenter.

     

  • Turen går til Næstved

    Nu må der godt komme point på kontoen igen. Det er et stykke tid siden, der for alvor er kommet point ind på kontoen hos FC Sydvest 05 Tønder - og vi kan håbe på, at topholdet i rækken -  Næstved - får deres "dårlige dag" netop mod FC Sydvest. Det er der måske ikke så meget der tyder på - Næstved er et skræmmende stærkt hold, der har høstet hele 52 point i de hidtil spillede 23 kampe. Men som vi har set FC Sydvest spille fodbold, så kan holdet på en god dag godt spille op med de bedste i rækken. Der må bare ikke komme "udfald" som modstanderne har været rigtig dygtige til at straffe.
    Vi håber og tror på, at miraklernes tid ikke er forbi endnu, og at drengene tager - helst tre - point med hjem fra det Sydsjællandske. /hol.

  • Misvisende resultat

    Gæsterne fra Ringkøbing kunne juble over 3 point på kontoen og en målscore på 0 – 2 efter kampen på Bank Parken i Tønder. Resultatet var bestemt ikke retvisende for kampen. FC Sydvest 05 Tønder spillede en rigtig god kamp – alle løb godt i systemerne og der blev afsluttet fra mange forskellige positioner. Træner Bora Zivkovic startede med Kasper Tiedemann i målet, den bagerste kæde med Simon Ingemann Hansen, Marten van Ittersum, Morten Hansen og i fravær af Jonathan Dolzeal var Christian Degn Clausen med i bagerste række. Midtbanen var med Martin Madsen, Rene Hanasen, Troels Kirkegaard og Zahib Khan Mohammad og forrest var det Thomas Gormsen og Aleksa Vukomanovic. Kampen startede meget uheldigt. Efter kun 4 minutters spil kom der en ganske ufarlig tilbagelægning til målmand Kasper Tiedemann og inden han fik bolden ekspederet videre, var to Ringkøbing-folk over ham. De fik ham tvunget ud på en dribletur også uden for feltet, hvor han mistede bolden og en Ringkøbing spiller havde let ved at sejle bolden ind i det tomme mål. Øv. Inden pausen havde FC Sydvest mange gode forsøg. Martin Madsen havde to forsøg – stolpe ud – mens både Rene Hansen og Morten Hansen havde gode langskud – meget tæt på stolperne. Det blev ved 0 – 1 ved pausen og efter pausen fortsatte FC Sydvest med det fremadrettede spil og kontrollerede kampen. Der blev igen produceret mange gode forsøg – men bare lige ved og næsten. Et kvarter ind i anden halvleg skiftede Aleksa Vukomanovic ud og ind kom Sebastian Billund og kort efter skiftede Zahib Khan Mohammad ud og ind kom Ro Ingemann. Allerede ved Ro Ingemann’s første boldberøring susede bolden millimeter over målet. Også Christian Degn var med helt fremme og havde et godt forsøg, som strøg lige ved siden af målet. Med et kvarter tilbage skiftede Martin Madsen ud og ind kom Aldin Nuhovic. FC Sydvest fortsatte med at presse gæsterne i bund – og i det allersidste spilleminut kom det til at koste. Et meget langt udspark frem til en frisk Ringkøbing angriber blev losset ind over Kasper Tidemann, som lige akkurat nåede bolden med fingerspidserne, men kunne ikke hindre bolde i at sejle i mål. Øv. Øv. Ringkøbing kunne juble over yderligere tre point på kontoen – og dermed er holdet så godt som sikker på at blive i rækken. Det ser desværre langt vanskeligere ud for FC Sydvest, som har nogle svære kampe inden afslutningen 20. juni mod Middelfart. 143 tilskuere overværede kampen den kolde og blæsende dag på Bank Parken i Tønder. /hol.

  • En brækket næse er snart hel

    Humøret fejler ikke noget hos FC Sydvest 05's amerikanske forsvarsklippe Jonathan Dolzeal, selv om han for et par uger siden var uheldig i en nærkamp/hovedstøds-situation, brækkede næsen og måtte have skinne på. Han håber på at skinnen kommer af mandag og at han så kan gå fuldt ind i træning og være med ved de næste kampe for FC sydvest 05 mandskabet.

  • Marten van Ittersum hyldet

    Anfører for FC Sydvest 05 Tønder, Marten van Ittersum, blev forud for hjemmekampen mod Ringkøbing, hædret for sine 100 kampe på førsteholdet. I sin lykønskning kom formand Hans Pilegaard ind på mange af Martens gode sider. Han fremhævede den klubånd og den kulturskaber Marten er - både på banen ved kampe og ved træning. Her er det sportschef Thorkild Andersen, der overrækker Marten den flotte spilletrøje. Stort tillykke. /hol.

  • Pointdeling i Kolding

    Det blev ikke den ”nemme” kamp, som bare skulle vindes, da FC Sydvest 05 Tønder spillede på udebane mod holdet fra Kolding B. Hjemmeholdet havde bestemt ikke tænkt sig at lægge sig ned men kæmpede flot på alle pladser. Det gav bonus kort før pausefløjtet, da en næsten helt fri Kolding-angriber let kunne passere Kasper Tiedemann i målet. Heldigvis kunne Thomas Gormsen afslutte et godt angreb igen inden pausen og fik udlignet umiddelbart før pausefløjtet. Efter pausen var det FC Sydvest, der styrede spillet og pressede godt på for at få pointgevinst med hjem, men selv om der blev forsøgt mange ting, så var den sidste skarphed ikke til stede, så lidt slukørede måtte FC Sydvest gå fra banen med kun det ene point med hjem i tasken. På lørdag gælder det så rækkens nummer fem – Ringkøbing – som i de hidtil spillede 22 kampe har høstet 35 point. Der er et stykke ned til FC Sydvest på 12. pladsen med 29 point for 22 kampe. FC Sydvest er egentlig en forunderlig størrelse. Holdet spiller drømmefodbold mod hold, der er højere oppe i rækken – mens det kniber meget mere mod hold, der rangerer lavere i tabellen. Sådan kan fodbold være, og det er typisk inde i hovederne på spillerne, at der skal arbejdes med koncentration og løsning af de tildelte opgaver. Træner-teamet har her en stor opgave at få spillerne til at fokusere på den aktuelle opgave, så det ikke bliver en masse planløst løberi, som man ikke får noget ud af. FC Sydvest har ved flere lejligheder klart vist, at spillerne magter den rette struktur i spillet – men af uforklarlige årsager kan der komme grus i maskineriet og så går det knap så godt. Ringkøbing har senest spillet 1 – 1 hjemme mod Varde, så det kunne måske godt blive en lige kamp på Bank Parken i Tønder. Det resterende program inden sæsonafslutning 20. juni indeholder flere meget svære kampe. Blandt andet ude mod tophold som Næstved og Marienlyst samt ude mod Thisted og Kolding IF. Hjemmekampene er mod Kjellerup, Varde og Middelfart, så der er stadig gode muligheder for at opleve divisionsfodbold live med FC Sydvest 05 Tønder på Bank Parken i Tønder. Mod Ringkøbing er det på lørdag kl. 14. Kom selv og vær med. /hol.

  • Turen går til Kolding B

    På søndag går turen til Kolding hvor FC Sydvest 05 skal møde Kolding B. Kampen starter kl. 13.00 og der er arrangeret fælles buskørsel til kampen.
    Da Kolding B var på Bank Parken tilbage i november, kunne FC Sydvest trække sig ud med en flot stor sejr på 6 - 0, men det er ikke ensbetydende med en walk-over.
    Kolding B var i weekenden på besøg hos Varde og i budopgøret kunne Kolding B sætte tre point på kontoen for facit 1 - 3.
    Hvis Bora Zivkovic og hans mandskab forstår at holde fokus på de aftaler og den taktik der lægges, så tror vi på at der kommer point på kontoen efter mødet med Kolding B. Men en fodbold er rund - og alt kan ske - også selv om Kolding B er rækkens absolutte bundprop. Det er tidligere set at mandskaber, der har tur i den nemt kan snyde hold længere oppe i tabellen, så vi krydser fingre og håber det bedste. God fornøjelse. /hol.

  • Bora coachede SINE drengene

    Der blev lyttet meget opmærksomt fra de fodboldspillende drenge på Sportsefterskolen SINE i Løgumkloster, da cheftræner Bora Zivkovic var gæstelærer. Bora har selv spillet fodbold på allerøverste hylde og har en stor erfaring med både det at spille og nu det at være træner og lære fra sig. SINE drengene holder meget af at spille fodbold og de fleste af dem træner fem ... 5 .... gange om ugen og SINE er med i en række turneringer inden for Efterskolernes sammenslutning. Her klarer SINE sig flot og med initiativet med Bora Zivkovic som en spændende inspirator, får fodboldspillet en ekstra dimension for dem./hol.

  • Næsby vandt på Bank Parken

    Det blev ikke den revance, som FC Sydvest 05 Tønder havde håbet på, da holdet tog imod Næsby. Hjemmeholdet startede med Kasper Tiedemann i målet, den bagerste kæde med Simon Ingemann Hansen, Marten van Ittersum, Jonathan Dolzeal og Morten Hansen, midtbanen med Rene Hansen, Aleksa Vukomanovic, Christian Degn Clausen og Niels Jensen mens Thomas Gormsen og Ro Ingemann var i front.
    Det var et temmeligt uinspireret FC Sydvest mandskab man så på grønsværen. Der var ikke rigtig skarphed duellerne og foran Næsbys mål var heldet bestemt heller ikke med de hvidblusede.Efter en halv times spil kom gæsterne foran, da en bold tog turen på tværs af feltet og i venstre side var der en udækket Næsby'er som takkede for det gode tilbud ved at banke bolden i mål. Øv.
    0 - 1 som man også fortsatte med i anden halvleg. Der var en del tekniske fejl og lidt dumme boldtab, og på den måde bygger man ikke godt fodboldspil op.10 minutter inde i anden halvleg gik Niels Jensen og Ro Ingemann ud og ind kom Martin Madsen og Zahib Khan Mohammad. Det blev nu til et par gode og nærgående forsøg fra FC sydvest, men uden held i afslutningerne. Med 10 minutter tilbage satsede cheftræner Bora Zivkovic og tog forsvarsspilleren Jonathan Dolzeal og erstattede ham med angriberen Eric Andersson. Det ændrede ikke meget på spillet og det skulle blive gæsterne, der igen jublede. Med få minutter tlbage kom der en lang bold frem til et par Næsbyere og efter et par forsøg, endte bolden bag Kasper Tiedemann til slutfacit 0 - 2. /hol.

  • Oliver Eggert den heldige rytter

    Blandt de mange kørere blev der trukket lod om et flot gavekort til Café Kridt i Tønder - og her var den heldige Oliver Eggert, der er bagspiller på 1. divisonsmandskabet i håndbold TM Tønder.

  • Leif Hansen kørte flest penge ind

    Leif Hansen, der er revisor i Løgumkloster, kørte for FC Sydvest i sponsorcykelløbet og blandt de mange kørere var han den der kørte flest penge ind. Det fik han en præmie for.

  • Sune Hoffstedt kørte flest omgange

    Sune Hoffstedt kørte for TM Tønder og var den af de mange kørere, der kørte flest omgange på den efterhånden regnvåde brostensbelægning. Det fik han en præmie for.

  • Sponsorcykelløb

    Tre organisationer gik i et flot samarbejde sammen om et sponsorcykelløb med Torvet i Tønder som den centrale sted. Her er "Pernille" fra Tønder Revyen - klar til at sende feltet af sted på ruten i Tønders gamle bydel og de tre organisationers kørere kørte et flot beløb hjem. I runde tal blev det i alt ca. 155.000 kroner hvoraf FC Sydvest 05 Tønder kunne sætte godt 80.000 ind på kontoen, TM Tønder ca. 43.000 og Marieskolen i Tønder ca. 32.000 kroner.

  • Fans: Holdet gør det fantastisk

    Vi er nogle stykker, der har valgt at give FC Sydvest 05 Tønder noget opbakning i foråret og det har vi ikke fortrudt.

     

    Det lød lidt 'op af bakke' at FC Sydvest 05 Tønder før foråret mistede det halve hold, men efter at have set flere kampe i dette forår, er troen blandt fansene bare steget og steget. Til trods for mange nye spillere har holdet spillet flot, og som en stærk enhed og vi fans har stor ros til Bora, Carsten og spillerne. I de to seneste kampe mod Skovbakken og Brabrand har holdet været under stort pres fra kampstart og har flot formået at vende spillet til vores fordel.

     

    Fansene vil også være på plads på lørdag, hvor en sejr over Næsby vil bringe afstanden til den direkte nedrykning op på 8 point. Der bliver virkelig brug for alle mand, på sidelinien. Skærbæk Nedbrydning har sørget for at der er fri entre til kampen, holdet spiller forrygende flot bold og der er overdækkede siddepladser på stadion, så lad os nu se om ikke vi kan slå sæsonrekorden og blive mere end 200 tilskuere på sidelinien.

     

    I indgangen kan man desuden skrive sig på til udekampen i Kolding, den 3.maj. Vi sørger for gratis transport og fri entre for alle der tager med. Se mere her.

     

    Så alle mand på stadion, på lørdag klokken 14:00 og hjælp os fans med at bakke op. Klap i hænderne og hep på holdet, de fortjener det.