Første udendørs træning i 2012 gik over al forventning, idet hele 33 spillere tog imod tilbuddet om at afprøve den nye kunstgræsbane i Løgumkloster. Som noget nyt var seniorspillere fra alle rækker og fra alle kommunens klubber inviteret med. Idéen var egentlig simpel: At have det sjovt sammen og dele en fælles interesse.
Gode rammer
FC Sydvests Ulrik Pedersen og Løgum IF's Jørgen Kristensen bød velkommen til de mange spillere fra nær og fjern og samman kunne de konstatere, at banen er noget nær perfekt og at lysforholdende er absolut topklasse. Dog havde det pludselige vejrskifte til frostvejr overrasket, således at bane ikke var saltet og dermed en smule hård i overfladen.Det kunne dog på ingen måde spolere humøret, som var højt og der lød mange 'Godt Nytår' hilsner blandt spillerne, når de mødtes for første gang i det nye år. Også målmandstræner, holdledere og andre ledere kiggede forbi og nød den glade stemning.
Suppe
Efter 2 timers træning var der debriefing v/Ulrik Pedersen og Klosterhallerne serverede suppe, i dagens anledning venligt sponsoreret af Tønder Kommunes Kultur- & Fritidsforvaltning.